Se på trafikkens miljøbelastning!

Af Svend Vestergaard Jensen og Frans Mattesen
Trætoppene ved Lyngbygård Å, tirsdag den 27. februar 2002.
 
Kære Bjørn Lomborg.
Tillykke med udnævnelsen som direktør for det nye miljøinstitut.
Du har måske bemærket, at Jyder Mod Overflødige Motorveje siden den 17. februar har bosat sig i trætoppene ved Lyngbygård Å. Det sker i protest mod motorvejen Århus-Herning, som vi finder inderligt overflødig. Den eksisterende vej har en kapacitet på 2200 biler i timen, og selv i spidsbelastningstimen om morgen og om eftermiddagen er der mindre end 60% af den mængde biler. I døgnet er der maksimalt 14.000 biler. Regeringen har taget de første skridt til en motorvej fra Vejle til Holstebro, hvor trafikken pr. døgn er “sølle” 6-9.000 biler.
 
Vi har med glæde konstateret, at du vil forfægte synspunktet, at vi i Danmark skal have “miljø for pengene”.
Når det drejer sig om trafikpolitikken i Danmark går det jo den helt gale vej. I stedet for miljø for pengene bliver der produceret miljøproblemer. Forkælelsen af privatbilismen og den fortsatte satsning på motorveje – hvor Danmark i forvejen har Europa-rekord med km. motorvej i.f.t. vognparken – mener vi trænger til en grunddig granskning.
Vi vil derfor opfordre dig til som en af dine første opgaver, at udarbejde en analyse af de miljømæssige konsekvenser af trafikpolitikken. Og ikke mindst inddrage alternativerne til øget privatbilisme og mere asfalt.

– 

I tilfældet Århus-Herningmotorvejen har Jyder Mod Overflødige Motorveje f.eks. peget på en letbane Århus-Galten-Silkeborg.
Baggrunden for vores forslag er, at vi mener den øgede bilisme kombineret med endnu flere motorveje, skaber en bred vifte af miljøproblemer:
– transportsektorens andel af CO2-udslippet er ca. 25% og stigningen i trafikkens udslip ligger for øjeblikket på 2-3% pr. år
– i følge FDM stiger energiforbruget med 35%, forureningen med 48% og støjen med 56% når bil-hastigheden stiger fra 80 til 120 km/t
– forøget motorvejsbyggeri indskrænker den meget begrænsede frie natur. F.eks. vil Århus-Herning motorvejen med den mest sandsynlige nordlige linieføring omkring Silkeborg ødelægge Gudenådalen, Funder Å-dal, de smukke områder ved Gødvad og Hørbylunde Bakker. Det er nogle af Danmarks smukkeste – og fredede – naturområder, der både fungerer som opholdssted for sjældne dyr og planter og fungerer som rekreative områder for mennesker
Vi håber, at du vil tage udfordringen op og lave en uvildig analyse af trafikkens miljømæssige belastning.

God arbejdslyst, Jyder Mod Overflødige Motorveje

Vejdirektoratets motorvejskontor i Skanderborg blev lukket med et udsmykket kæmpetæppe den 11. juni 2001. JMOM kræver, at Vejdirektoratet erstattes af et direktorat for bæredygtig trafik.

Jyder Mod Overflødige Motorvejes male-aktion på en bro udenfor Herning udløste en større erstatning til Vejdirektoratet – og de penge skulle selvfølgelig afleveres. Men den bedrøvelige anledning skulle også bruges til endnu en aktion mod tilplastringen af Danmark med motorveje.

 male-aktion på vejbro

Vi lukker Vejdirektoratet – vi har veje nok!

Pressemeddelelse fra Jyder Mod Overflødige Motorveje – 11/5-2001

Den 23. april blev tolv medlemmer af Jyder Mod Overflødige Motorveje af landsretten dømt til at betale Vejdirektoratet 56.200 kr. i erstatning for udsmykningen af en motorvejsbro. Denne erstatning vil blive betalt ved en aktion mandag den 11. juni klokken 7:30.
Samtidig lukker vi Vejdirektoratets motorvejskontor ved at hænge et udsmykket kæmpetæppe ned foran administrationsbygningen, Thomas Helsteds Vej 11 i Skanderborg.
Kæmpetæppets budskab er “Lukket – Vi har veje nok!”.
Vejdirektoratet fungerer som en stat i staten, der helt isoleret fra miljødebatten arbejder på at asfaltere større og større områder med nye motorveje og motortrafikveje. Vejdirektoratet satser ensidigt på mere biltrafik og dermed på mere luft- og støjforurening.
Vi kræver derfor, at Vejdirektoratet bliver lukket og erstattet af et direktorat for bæredygtig trafik, der i langt højere grad tager hensyn til miljø og mennesker i trafikplanlægningen.
Vi kræver derfor, at Vejdirektoratet bliver lukket og erstattet af et direktoratet for bæredygtig trafik, der i langt højere grad tager hensyn til miljø og mennesker i trafikplanlægningen.
De 550 ansatte i Vejdirektoratet skal omskoles og lære at tænke i bæredygtige trafikløsninger.
Sandheden er, at vi har veje nok i Danmark – over 50 års asfaltering af landet må slutte nu.
Vi skal derfor opfordre Vejdirektoratet til at bruge de 56.200 kroner til at hjælpe de østater i det indiske ocean, der i dag må bygge diger for at bekæmpe faren fra de stigende vandmasser.
Vandmasserne stiger som følge af de dramatiske klimaforandringer, der er resultatet af den stigende C02-forurening blandt andet fra trafikken.
 
Jyder Mod Overflødige Motorveje

Aktivister kravlede den 11. juni 2001 tidligt om morgenen op på taget af Vejdirektoratets bygning i Skanderborg, og dækkede indgangen med et banner. Teksten lød “Lukket – Vi har veje nok!“. Politiet blev ringet op og beroliget med, at aktivisterne pænt ville forlade bygningen med banneret, så snart checken var afleveret.

Vejdirektoratets chefer var ikke for glade for besøget – eller for kravet om, at de skulle omdøbes til “Direktoratet for bæredygtig trafik”. Jydernes besøg blev omhyggeligt dækket af den lokale verdenspresse, men det var svært at finde en chef, der ville modtage checken med de mange penge.  

Jyderne udfyldte den store check, der skulle afleveres til Vejdirektoratet. Traditionen tro blev der stillet kaffebord op, hvor aktivisterne, Vejdirektoratets folk og andre fremmødte kunne få varmen. Mens Jyderne ventede på at få foretræde hos cheferne, fik også aktivisterne på taget kaffe og rundstykker ved hjælp af spand og snor.  
 
Endelig ville Vejdirektoratet modtage checken på 56.200 kroner. De nøjeregnende folk brokkede sig over beløbet, som de mente skulle have været 249 kroner større – men ringede dog senere og undskyldte, da det var Jyderne, der havde regnet rigtigt. 
 
Jydernes nye totemdyr er en grævling, som der hvert år dræbes 3.600 af i trafikken. Grævlingen er kendt for sin stædighed – når den har bidt sig fast, giver den ikke slip igen. I gamle dage blev grævlingen også kaldt for en brok – så billedet af kunstneren Fin H. Hansen hedder “Brok over vej“.

Et historisk rids over de første 10 års modstand mod Århus-Herning motorvejen.
Fra ”Gruppen mod Motorvejen nord om Silkeborg” til ”Jyder Mod Overflødige Motorveje”….

Af Heather Smith og Søren Kirk Christiansen

August 1991 fik Heather Smith ved et tilfælde nys om de kommende motorvejsplaner, som skulle krydse den fredede Gudenådal. På det tidspunkt var der ikke noget officielt omkring planerne, og det var vanskeligt at fremskaffe planerne fra kommunen. Ca. en uge efter bragte TV2 Østjylland et indslag og interview med Heather Smith, hvor der blev opfordret til at starte en protest aktion. efter udsendelsen var der nærmest telefonstorm fra chokerede borgere som intet anede. Dette medvirkede til det første møde, hvor Gruppen mod Motorvejen nord om Silkeborg blev dannet, den 6/8. På det tidspunkt kunne gruppen kun koncentrere sig om fredningen og Gudenådalen og anede egentlig ikke ret meget om motorveje eller trafik politik.

12. august 1991 sendte gruppen en indsigelse til Århus Amt om at indstille planerne og ikke anbefale en motorvej. Kort efter var indsigelsen med som punkt til et Amtsrådsmøde, et møde som gruppen deltog i og efterfølgende havde samtaler med flere amts politikere.

27. august 1991 afleverede gruppen 1622 underskrifter imod motorvejen til Byrådet i Silkeborg, inden et byrådsmøde, hvor kommunen skulle tage stilling til en anbefaling af vejen. På dette tidspunkt var der næsten daglig presseomtale med mange læserbreve!

10. september 1991 inviterede gruppen til en høring/debat aften i Resenbro. I panelet sad vejdirektoratet, amtsrådspolitikere, byrådspolitikere, bl.a. borgmesteren fra Gjern, en biolog, lokalrådet og Danmarks Naturfredningsforening. Der var 350 fremmødte og dørene måtte lukkes for de sidste. Mødet blev dækket af TV2 Østjylland.

10. oktober 1991 afholdes endnu en høring på Daghøjskolen i Silkeborg. Her deltog borgmester J. Wurtz – Silkeborg, vejdirektoratet, K:e Særkjær, Uffe Jacobsen, LO, repræsentanter fra erhvervslivet, mv. Der var 400 deltagere til dette møde.

24. oktober 1991: Foretræde for Trafikudvalget på Christiansborg med 6 repræsentanter fra gruppen og aflevering af 7.500 underskrifter. Samtidig havde gruppen aftaler med samtlige politiske partier. Underskrifterne var samlet ind i perioden 6/8- 91 – 24/10 –91- Gruppen fortsatte derefter at arbejde med at skrive til politikere, læserbreve og ”forfølge” folketingspolitikerne på deres sightseeing tur i motorvejsområdet.

23. marts 1992 fik gruppen en invitation af amtsborgmesteren Ib Frederiksen om at deltage i en høring på Christiansborg. Til mødet deltog der ca. 200 amts og kommune folk, derudover var gruppen repræsenteret og DN. Heather Smith var repræsentant for gruppen og havde et indlæg i debatten.

Januar 1993 sendte gruppen så en 4 sider lang indsigelse med mange argumenter imod som et led i den første høringsfase i Amtet. Gjern kommune indkalder til en offentlig høring – også her var der fulde huse og en overvejende modstand.

Foråret 1993: Borgerinitiativet Jyder Mod Overflødige Motorveje stiftes i protest mod planerne om at bygge en motorvej mellem Århus og Herning. Vi beslutter at arrangere en march mod motorvejen med krav om, at motorvejsplanerne skrinlægges. Vi ønsker ikke at diskutere linieføringer med Vejdirektorat. Motorvejen afvises af principielle trafikpolitiske grunde.

4. juni 1993 beslutter de forenede motorvejspartier i Folketinget at der skal bygges to stumper motorvej – Århus-Låsby og Bording-Herning. Det midterste stykke ved Silkeborg skal undersøges nærmere.

29. august 1993: 300 deltager i march mod motorvejsplanerne – Jyder Mod Overflødige Motorveje (JMOM) er arrangør. Marchen får støtte af en lang række miljøorganisationer og politiske partier lige fra SF og enhedslisten til de radikale og Kristelig Folkeparti

14. november 1993: JMOM afholder debatmøde i Lillering Forsamlingshus under titlen Trafik på afveje. Søren Jacobsen og Johs. Vibe-Petersen er oplægsholdere.

Maj 1994: JMOM får foretræde for Folketingets Trafikudvalg og taler for døve øre.

Juni 1994: JMOM deltager i anmeldt demonstration ved åbning af motorvejen uden om Århus. På det 15 meter lange banner står der: VeLKOMMeN TIL JYLLANDS ALLeRSIDSTe MOTORVeJ. JMOM afleverer samtidig 3500 underskrifter mod Århus-Herning motorvejen til trafikminister Jan Trøjborg. Svend Vestergaard Jensen fra JMOM udgiver bogen ”De kører den gale vej” udgivet på NOAHs forlag. Trafikministeren får et eksemplar.

efteråret 1994: JMOM udlover en cykel til den socialdemokrat i Århus byråd, der tør sige nej til motorvejen til Herning. Ingen tager imod tilbudet.

Maj 1995: JMOM afholder en ugelang teltlejr ved Lillering, der er truet af motorvejen. Teltlejren bliver brugt til offentlige møder med bl.a. den kommende trafikminister Sonja Mikkelsen. Vi får også internationalt besøg af en repræsentant fra den tyske trafik og miljøorganisation VCD. Filosoffen Arno Viktor Hansen taler om bilen som det 20 århundredes største fjende. Lejren udmunder i ”Lillering-erklæringen”, der opfordrer regeringen til at stoppe for yderligere motorvejsbyggeri i Danmark.

17. september 1996: JMOM afholder sammen med NOAH-trafik og enhedslistens trafikudvalg en konference på Christiansborg om Fehmern-forbindelsen.

24. september 1996: Trafikminister Jan Trøjborg tager første spadestik til Århus-Herning motorvejen i Hammerum. Aktivister fra JMOM begraver planerne igen samme tid og sted. Bisættelsen klarer Søren Kirk Christiansen i fuld præsteornat. JMOM får bedre presse end Jan Trøjborg bl.a. fordi politiet afviser JMOMs deltagelse ved arrangementet under henvisning til, at det er en ”privat” sammenkomst.

5. oktober 1996: Første møde i JMOM om civil ulydighed – veteranen fra fredsbevægelsen Jens Thoft holder oplæg.

Foråret 1997: JMOM indleder et tæt samarbejde med en række yngre århusianske socialdemokrater, der gerne vil diskutere nærbaner. Samarbejdet munder ud i, at Socialdemokraterne i samarbejde med trafikforsker Søren Jacobsen udgiver en rapport, der argumenterer for en nærbane mellem Århus og Silkeborg. Rapporten slår derfor til lyd for, at man udsætter motorvejsplanerne ind til nærbanealternativet er grundigt undersøgt. Rapporten bliver fremlagt ved et pressemøde d. 10. maj 1997 på Café englen i Århus.

25. maj 1997: JMOM og 50 aktivister tager ”første spadestik” til en ny nærbane mellem Århus og Herning lidt udenfor Galten.

24. august 1997: JMOM arrangerer svøm mod motorvejen i Gudenåen. 50 mennesker svømmer og 100 går ruten.

Juli 1998: JMOM laver happening i forbindelse med åbningen af motorvejsbroen over Storebælt. 20 aktivister klædt ud som munke tilbeder en bil.

9.-10. oktober 1998: I anledning af JMOMs fem års fødselsdag afholdes seminar om civil ulydighed i HKs lokaler i Silkeborg. De 40 deltagere lærer om civil ulydighed i teori og praksis af svenskeren Jørgen Johansen. Seminaret ender med en vedtagelse om, at JMOM vil anvende civil ulydighed i kampen mod Århus-Herning motorvejen.

December 1998: JMOM omdannes en enkelt dag til foreningen Jyder for overflødige motorveje. Denne forening arranger støttedemonstration, da en række borgmestre mødes i Silkeborg for at diskutere motorvejen. Støttedemonstrationen kræver MOTORVeJe – FOR VOReS BØRNS SKYLD.

Januar 1999: JMOM husstandsomdeler 10.000 eksemplarer af en kampagneavis med 10 argumenter mod motorvejen.

Marts 1999: JMOM og NOAH-trafik danner landsforeningen ”Netværk mod overflødige motorveje”. Netværket har nu otte medlemsgrupper over hele landet, og med støtte fra den grønne fond udgives kvartalstidsskriftet ”mobilitet” om trafik, mennesker og miljø.

April 1999: JMOM udsender manifest om civil ulydighed mod Århus-Herning motorvejen.

Forår 1999: Infrastrukturudvalget nedsat af stat, Århus Amt og Århus Kommune udgiver rapport, der for første gang beskriver et samlet nærbanesystem for Århus-området – herunder en nærbane fra Århus til Silkeborg.

Sommer 1999: Aktivister fra JMOM – ikke mindst Svend Vestergard Jensen – er drivkraften bag udgivelsen af bogen ”At skynde sig langsomt – om bilisme. Udgivet på Forlaget Klim.

1.-4. august 1999: JMOM afholder for anden gang seminar om civil ulydighed. Seminaret foregår på daghøjskolen i Silkeborg og har igen Jørgen Johansen som underviser. ca. 30 deltagere.

6. august 1999: Sammen med Klods Hans karavanen arrangerer JMOM en march mod motorvejen fra Snåstrup Mølle til Lillering. I Lillering afholdes pressemøde, hvor det offentliggøres, at 500 nu har skrevet under på en erklæring om, at der er parat til at benytte sig af civil ulydighed i kampen mod Århus-Herning motorvejen.

8. august 1999: JMOM truer med retssag, hvis ikke nærbanealternativet Århus-Galten-Silkeborg kommer med i den kommende VVM-redegørelse for motorvejsstrækningen ved Silkeborg. Kravet får medhold af VVM-eksperten Ulf Kjellerup, men trafikminister Sonja Mikkelsen afviser kravet.. JMOM vil søge fri proces til at føre retssagen, når VVM- redegørelsen er færdig.

17. oktober 1999: Sammen med foreningen Vendelboer mod overflødige motorveje danner vi en bondehær under parolen ”Skipper Clement har fået nok af motorveje”. Bondehæren slår til i forbindelse med. åbningen af endnu et stykke overflødig motorvej nord for Jyske Ås.

Årsskiftet 1999/2000 indsamler JMOM støttebeløb på over 200.000 kr. fra enkeltpersoner, miljøorganisationer, fagforeninger og partier fra hele landet.

Januar 2000: JMOM uddeler løbesedler fra ejendomsmæglerfirmaet Knudsen, Würtz og Sander til 1000 motorvejstruede husejere i Silkeborg med opfordring til at sælge huset nu – inden det er for sent.

31. maj 2000: JMOM iværksætter fysisk blokade mod byggeret af Århus-Herning motorvejen ved Snåstrup Mølle. Blokaden var er 14 dage og involverer i alt 60 aktivister. Politiet bærer uden dramatik 25 aktivister væk onsdag d. 14. juni.

16. juli 2000: I samarbejde med billedkunstnerne Thomas Kruse og Finn H. Hansen udsmykker vi en nyopført motorvejsbro ved Hammerum med to kunstnerisk vellykkede kæmpemalerier. Politiet opfatter aktionen som groft hærværk og Vejdirektoratet kræver erstatning på 60.000.

26. august 2000: Vi genopfører malerierne på Herning Højskole takker være forstander Christian Jensen

14. september 2000: Chr. ege, Bjørn elmquist, Uffe Gertsen, Claus Heinberg, Jørgen Knudsen, Niels I. Meyer, ebbe Kløvedal Reich, ebba Strange, Ane Bodil Søgård, Knud Vilby, Preben Wilhjelm og Arne Lund skriver under en støtteerklæring, der også indeholder et skarpt angreb på regeringens trafikpolitik.

23. oktober 2000: Retten i Herning dømmer 12 aktivister til fjorten dages betinget fængsel og 1000 kr. i bøde. Dommen bliver anket.

23. april 2001: Landsretten i Viborg stadfæster byrettens dom. Kunstneren Jens Galchiøtt udlåner sine seks meter høje skulptur ”budbringeren”, som placeres foran retsbygningen. Dommeren er flink og humøret højt

11. juni 2001: Vejdirektoratets motorvejskontor i Skanderborg bliver lukket. Vi hænger et 64 kvm stort billedtæpper ned foran Vejdirektoratets indgang. Billedtæppet, der forestiller en grævling i et åbent landskab truet af en vej, er udsmykket af kunstneren Finn H. Hansen. Parolen er ”Vejdirektoratet skal lukkes – Vi har veje nok”. Samtidig afleverer vi bøden på 56.000 til Vejdirektoratet, og foreslår at de bruger pengene til at hjælpe oversvømmelsestruede ø-stater i det indiske ocean med at bygge diger. Politiet forholder sig i ro. Massiv pressedækning.

14. juni 2001: Jyder Mod Overflødige Motorveje modtager Carl Scharnberg-prisen på 10.000 kroner. Prisen uddeles på SiDs kursusejendom Langsøhus i Silkeborg. Alliancen med fagbevægelsen er skrøbelig, men tilstede.

Bilisterne må ordineres en kold tyrker

Af Søren Kirk Christiansen – april 2001

Vejudbygningen i Danmark minder i magt og meget om alkoholikerens besættelse af tanken om mere alkohol. Alkoholikeren vil på trods af sygdom og svækkelse fortsat række ud efter mere af den gift, der fortærer ham. I virkeligheden er hans eneste redning et totalt og definitivt stop for alkohol.
Danmark gennemskæres af 1000 km motorvej, 10.000 km amtsveje og 50.000 km kommunale veje. Det er efterhånden svært at finde bare et sted i den fri natur, hvor man ikke hører den evindelige kværnen af trafikstøj.
På trods af det overordentligt gode vejnet, der tilfredsstiller ethvert ønske om hurtig og sikker fremkommelighed i bil, er der praktisk talt ingen politiker, der drømmer om at vejfesten snart skal slutte – således heller ikke i regeringens forslag til strategi for en bæredygtig udvikling.

Trafikministeriet og Vejdirektoratet udgav i november sidste år rapporten “Grundlag for vejinvesteringplan 2000-2015”.
Rapporten beskriver 60 større eller mindre vejudbygningsprojekter, som forventes færdige inden år 2015. En gennemgang af amternes vejplaner viser samme form for fantasiforladthed Alle amter, på nær Bornholms Amt, har voldsomme vejudbygningsplaner på tegnebordet. Tankegangen bag de omfattende vejplaner er perspektivløs og dybest set syg.
Sandheden er jo, at når alle disse vejprojekter står færdige om femten år, så vil der til den tid foreligge nye og lige så omfattende vejplaner, som politikerne og Vejdirektoratet finder nødvendige af hensyn til “fremkommelighed, miljø og trafiksikkerhed”, som der står i den store statslige vejudbygningsrapport.
Erfaringerne taler deres eget tydelig sprog. Da man for år tilbage udvidede Helsingørmotorvejen gik der kun et år, før motorvejen atter var fyldt med biler. Da motorvejen udenom Århus blev åbnet, gik der kun få år, før trafikpresset på byens ringvejsnet atter var det samme. Da Storebæltsbroen åbnede steg trafikken på den fynske motorvej med 10.000 biler i døgnet, hvorefter Fyns Amt straks gik i gang med at udvide vejnettet omkring Odense og Nyborg. Vejudvidelser fører til nye vejudvidelser.

Denne udvikling har medført, at danskerne bruger mere og mere tid på vejnettet. I 1999 måtte bilisterne køre 19 milliarder km ekstra for i store træk at nå det samme som ved at køre 40 milliarder km i 1985. På samme måde, som alkoholikeren vænner sig til og forlanger stadigt mere alkohol, vænner vore politikere bilisterne til at køre mere og mere. Bil- og olieindustrien er naturligvis glade for denne såkaldte udvikling, men naturen og miljøet, og menneskene er klare tabere.
Sandheden er at vi har veje nok. Landets bilister må ordineres en kold tyrker. Det er meget muligt, at udsigten til et stop for flere veje i Danmark vil udløse en smertefuld erkendelseproces, men vi lover for at resultatet i sidste ende bliver bedre end godt.
Ikke mindst hvis alle de tiltænkte vejinvesteringer i stedet går til et bedre og billigere kollektivt trafiksystem. Desværre forekommer disse enkle sandheder umulige at indse for trafikministeren og hans trafikpolitiske flertal.
Med åndelig solformørkelse fører landets beslutningstagere landet ud i flere naturødelæggelser og mere støj- og luftforurening. Ligesom alkoholikeren ødelægger livet for sig selv, gør den herskende trafikpolitik landet grimmere og tristere at bo i.

Vi er derfor enige med tidligere trafikminister Sonja Mikkelsen, der i tidsskriftet SALT fra maj 2001 udtaler følgende:

“Måske er vi nået dertil, at der er for mange veje. Der er grænser for hvor meget vej, vi kan bygge.
Trafikken fylder simpelthen for meget i byerne og i landskabet. Når det går op for os, vil vi måske stille krav om andre løsninger, for eksempel udbygningen af den kollektive trafik, fremme af cykling osv.”

Af Mikael Witte, trykt i Aktuelt 23. oktober 2000.

Begivenhedsforløbet er dokumenteret: Søndag den 16. juli klokken 9.00 mødtes aktivister fra ‘Jyder Mod Overflødige Motorveje’ ved motorvejsbroen ved Hammerum – en del af motorvejsbyggeriet Århus-Herning.
Aktivisterne havde i forvejen meddelt Herning Politi, at de ville aktionere. En første politipatrulje, bestående at to betjente, ankom til gerningsstedet klokken 10. Betjentene henstillede, at aktivisterne stoppede deres udfoldelser og bad dem flytte sig fra malerstedet. Dette nægtede aktivisterne og insisterede på at blive båret væk af politiet.
Betjentene afviste aktivisternes ønske og kørte tilbage til politistationen.
Klokken 12.30 troppede betjentene igen op ved malerstedet og bad aktivisterne holde inde. Dette efterkom aktivisterne øjeblikkelig, idet de var færdige.
Anklagen om groft hærværk er fejlagtig, og retten må derfor afvise den.
Bemalingen var ikke hærværk, men et kunstværk. Det havde stor billedmæssig kraft, der udsprang af både bemalingens komposition og af hele aktionen.
Ved kompositionen forstår jeg de malede billedelementer (livstråd, mennesker, elverfolk og nisser), som historisk bevidst knytter an til den folkelige kultur og troen på livet. Ved kompositionen forstår jeg også bemalingens helhed, at aktivisterne ved at benytte undersiden af en bro fastholdt denne som tunnel, som forbinder forskellige tilstandsformer, hvilket rummer et af filosofiens problemer: Mennesket bevæger sig. Skifter det så identitet, spørger filosofferne. Spørgsmålet indgår i såvel den historiske som den moderne mytologi.

Kunstværket har vakt langt større opmærksomhed end de fleste af tidens malerier. Hvad vi har været vidner til, er en generobring af forholdet mellem kunst og liv – og det vækker eftertanke langt uden for kunstens verden. Bemalingen er et værk, der er med til at overskride kunstens isolation og derfor har betydning langt uden for Hammerum.
Anklagerens påstand om overtrædelse af straffelovens § 291 stk. 2. om hærværk af betydeligt omfang – med en straframme på fire år – er derfor fejlagtig.
Paragraffen indleder kapitel 29 om ‘andre strafbare formuekrænkelser’ – og her er netop ikke tale om nogen formuekrænkelse. Et samfund som det danske, der i en international konvention har lovet at beskytte dyrkelsen af kunst i alle dens udtryk, vil et kunstværk være en formueforøgelse.
Sandheden om hærværket er, at hele motorvejsbyggeriet er et gigantisk hærværk. Motorvejen Århus-Herning vil ødelægge Gudenådalen, Funder å-dal, de smukke områder ved Gødvad og Hørbylunde Bakker, Lyngbygård å-dal. Det er nogle af Danmarks smukkeste naturområder, der både fungerer som opholdssted for sjældne dyr og planter og fungerer som rekreative områder for mennesker. Internationalt støtter Danmark arbejdet for biodiversitet.
Det bør også ske i Danmark! Sandheden er, at denne motorvej ikke løser trafikproblemer, men skaber dem. Flere veje øger trafikmængden. Mere trafik fører til mere kuldioxid, mere metan, mere kulilte og mere ammoniak.

Danmark har internationalt forpligtet sig til at nedbringe mængden af udstødningsgasser. Men motorvejen øger den. Trafikken vil fremskynde ødelæggelsen af luften, jorden og vandet.
Anklagen for hærværk må rettes mod dem, der planlægger overflødige motorveje. Anklagen efter straffelovens bestemmelse om strafbare formuekrænkelser burde altså rettes mod de uansvarlige, der har ansvaret for denne motorvej.
Kravet om erstatning på 59.006 kroner bygger på anklagen om hærværk. Men erstatningskravet er fejlagtigt og retten må afvise kravet som ubegrundet.
Aktivisterne har ikke ødelagt motorvejsbroen og forringet dens værdi.
Tværtimod har de forskønnet den og dermed øget dens værdi. Det er flot, at ‘Jyder Mod Overfl ødige Motorveje’ vederlagsfrit har overdraget kunstværket på broen til Vejdirektoratet.
Sandheden om værdiforringelsen er, at hele motorvejsbyggeriet medfører en gigantisk værdiforringelse af samfundet. De små lokalsamfund bliver taberne. Motorvejene gør det lettere at køre ind og fylde indkøbsvognene i storcentrene. Det vil suge livet ud af de små bysamfund og centralisere økonomien.
Det er vigtigt at erindre, at halvdelen af de danske hustande ikke har bil – og ikke har mulighed for at udnytte stortilbud i lavpriscentre. Og at den del der har råd til at købe stort ind får stress af at køre for at spare.

Sociologiske undersøgelser har vist, at livskvalitet og overskuelighed hænger sammen. Motorveje, storbyer og indkøbscentre ødelægger denne overskuelighed og sammenhængskraft. Motorveje forringer livskvaliteten for de fleste.
Kravet om erstatning må altså rettes mod dem, der planlægger overflødige motorveje.
Aktivisterne fra ‘Jyder Mod Overfl ødige Motorveje’ aktionerede mod motorvejsbroen ved højlys dag. De protesterede fredeligt og ikke-voldeligt, og alle står ved deres handlinger. De malede på Vejdirektoratets, det vil sige statens, det vil sige vores alle sammens stenbelægning, fordi sagen om motorvejen har været kørt, uden at der har været nogen reel diskussion af projektet og dets konsekvenser.
EU’s VVM-direktiv – Vurderinger af Virkninger på Miljøet – har åbenbart ikke kunnet hindre gigantbyggeriet. Det er blevet ved de smukke ord.

Regeringen taler fortsat gerne og højlydt om bæredygtighed – men denne motorvej trækker den anden vej. Den gale vej.
For aktivisterne blev denne sag så alvorlig, så de tog den i egen hånd.
Det havde ideelle motiver, og de står de ved dem. For dem handler sagen om livsforhold for mennesker, om demokrati, natur og skønhed.
Høje ret! Jeg minder Retten om proportionalitetsprincippet: Den skade, aktivister fra ‘Jyder Mod Overfl ødige Motorveje’ har begået, er minimal sammenlignet med den skade, byggerne af den overflødige motorvej begår.
Jeg erindrer retten om at livsforhold for mennesker, demokratiet, naturen og skønheden har langt større betydning end ejendomsretten til et læs grå belægningssten.

Og jeg opfordrer retten til at frifinde aktivisterne fra ‘Jyder Mod Overflødige Motorveje’.

Det er en udbredt myte, især blandt politikere, at motorveje bringer velstand til de områder, vejene vil gennemskære.

Af Svend Vestergaard Jensen, trykt i JP Århus 20. oktober 2000 og i Information 21. oktober 2000.

Flere motorveje, flere job – synes at være logikken. Men hvad er realiteterne og erfaringerne for de mange mindre samfund, der får en bid af motorvejsmilliarderne?
De hurtige trafikruter er de store virksomheders middel til at blive endnu større, fordi hurtig og billig transport betyder, at de kan udvide deres område og udkonkurrere alle de små og mindre virksomheder.
Hvad det betyder i lokalområderne, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig med tab af arbejdspladser, butikker mv. Vejene skaber ikke job. De får blot folk til at bevæge sig mere og over længere afstande.
I hestevognenes tid Egentlig burde politikerne i de mindre kommuner, detailhandlen, fagforeningerne, beboerforeninger med flere slå alarm, inden det er for sent. Men desværre er det jo sådan, at mange politikere stadig tænker, som skete trafikken med hestevogne. Dengang måtte man med hestevogne gøre holdt for hver 20-30 kilometer, og der, hvor man gjorde holdt, opstod der handel og liv. Derfor var det engang en fordel at lokke trafik gennem sit område.
Med den hurtige trafik på motorveje er det anderledes. Der er ikke behov for at gøre holdt. Derfor får folk nær en motorvej kun de negative følger: Røg, støj og møg og afvikling af eksisterende samfundsfunktioner.
Vil man have glæde af forbipasserende, skal de standses. Kun hvor trafikken gør holdt, kan der komme positive virkninger for det lokale samfund. Derfor vil en miljø- og trafiksikring af eksisterende veje samt udvikling af nærbanesystemer være betydelig mere til gavn for en kommunes borgere. Det giver arbejdspladser både til anlæg og i det lange løb, et langt bedre miljø såvel socialt som fysisk.

I modsætning til forbedret jernbanedrift skaber en ny motorvej ingen varige arbejdspladser. Samtidig er der aldrig påvist nogen direkte sammenhæng mellem vækst og motorveje.
Tværtimod kan vi se, at Vestjylland har landets laveste arbejdsløshed, men ingen motorveje, mens Lolland-Falster nok har motorveje, men ingen vækst og høj arbejdsløshed. Motorveje styrker de helt store virksomheder i deres stræben efter at sætte sig på hele markedet, men den udvikling skaber ingen arbejdspladser – tværtimod.
Sugerørseffekten Det er de små lokalsamfund, der bliver taberne, når der bygges motorveje. Eller for at sige det på en anden måde:
Det bliver lettere at køre ind og handle i storcentret, hvis der kommer en motorvej. Det kaldes sugerørseffekten, og den betyder, at motorvejen vil suge livet ud af de små bysamfund og centralisere økonomi og handel i de store byer.
Hurtig afvikling De fleste byer og mindre bysamfund har gennem tiderne opbygget et handelsliv, der gør, at folk i området kan købe stort set det, de har behov for, og ikke skal køre langt hver uge for at handle ind.
Men meget er ændret i de seneste årtier, og med etablering af motorveje går afviklingen stærkt. Med en motorvej lige uden for byporten vil meget forandres.
Blot få butikkers lukning vil betyde ændret handelsmønster. Folk kan pludselig ikke få dækket indkøbsbehovene lokalt – og kan derfor ligeså godt tage bilen og handle ind hos det større indkøbscenter.
Det ligger ganske vist noget længere væk, men tilbudene er der også. Det viser de reklamer, storcentrene m.fl. sender længere ud – mange kilometer fra centret.
Erfaringer viser, at i omegnskommunerne til lavprisvarehuse kører kunderne 250 pct. mere i bil end dem, der ikke handler her.

Taberne

Det planlagte, rekordstore indkøbscenter i den nye Ørestad planlægger at hente kunder i trekantsområdet, altså i Jylland.
Forudsætning: Motorveje.
Konsekvenser: Ødelæggelse af eksisterende butiksstruktur. Taberne bliver lokalbefolkningen og de mindre butikker og miljøet.
Hvor er i øvrigt Svend Aukens modstand mod nye storcentre blevet af?
I Hammerum og Ikast synes der at være en vis begejstring i nogle kredse for motorvejen, for så kommer trafikken uden om byerne. Ja, men hvilke konsekvenser har det for byerne, handelslivet, arbejdspladser m.v. på sigt, når man kan køre med stor hast på motorvejene forbi byerne?
I Galten – lige mellem Århus og Silkeborg – er der en meget fornuftig handelsstruktur. Her kan man stort set købe det, man har brug for, og få det udført, der er behov for.
Men med den Berlin-mur, der vil gennemskære kommunen, hvad sker der så på længere sigt?
Den hurtige trafik på motorveje betyder afvikling – og ikke udvikling i lokalsamfundene. Tilbage er der kun røg, støj og møg og et gennemskåret lokalområde med et sår, der ikke vil heles. Motorvejene skaber kun glæde for de få. De, der har rigeligt i forvejen og som naturligvis selv bor langt fra svineriet. Eller kan flytte, hvorhen de vil.
Men motorveje giver problemer for de mange.

Hvor kommer de mon fra alle disse vidunderlige broer og motorveje, som vi i rigt mål beriges med i disse tider?

Af Julie Albeck, trykt i Information 17. oktober 2000.

Lige pludselig står de der, og enhver folkelig modstand mod projekterne er banket på plads; de trafikglade politikere og erhvervslivets driftige og omnipotente mænd jubler; heller ikke denne gang lykkedes det almindelige borgere at stoppe fremskridtet! Ikke nok med at de har vundet over bagstræberiske og romantisk anlagte borgere; de har faktisk også sejret over naturen, tiden og tyngdekraften.
Hvad ingen tidligere troede muligt er nu en kendsgerning: Sundet kan krydses på minutter og færgemændene kan sejle deres egen sø. Godt nok kostede broerne nogle arbejdere livet, og godt nok forstyrrer de fugle, fisk og vandmiljøet og øger biltrafikken, men er det ikke det hele værd?.
Vi kan komme både til Sjælland, Sverige og Nordjylland på ingen tid, og så kan direktøren jo nå hjem og tilbringe noget mere kvalitetstid med sin familie. Ja det er minsandten mageløst. Vi bør være taknemmelige over at bo i et land, der får så mange milde gaver.
Snart kommer også Femernbroen, hvis vi stadig kan regne med de planer, der indtil videre har holdt stik, som er lavet af Ridderne af Europæisk Erhvervsliv (The European Round Table of Industrialists). Allerede i 1987 har de fremstillet et kort, hvor man kan se både Storebæltsbroen, Øresundsbroen og Femernbroen indtegnet. På kortet kan man også se den nordjyske motorvej samt en del andre motorvejsstrækninger, som ridderne ønsker af hensyn til mobiliteten i Scandinavian link .
Det skal måske lige nævnes at der i ridderkredsen sidder repræsentanter fra olieindustrien, bl.a. Hydro og Texaco, som må antages at være interesserede i at folk kører mere i bil. De er derfor også særdeles velvilligt indstillede overfor at få planerne ført ud i livet, så der kan komme flere hjul i gang, og låner penge til investeringer i projekterne til meget favorable priser.

Så måske er det ikke kun de danske politikere, vi skal takke, fordi de forsyner os med så meget dejlig asfalt. Deres andel består mest i at få gennemført de planer der allerede er lavet andetsteds, og få bevillingerne igennem. Ganske vist får de lov at tage æren ved diverse folkefester, broåbninger og asfaltbal, hvor de velvilligt modtager folkets hyldest og velsigner udviklingen.
De almindelige borgere kan jo i princippet også være ligeglade med, om ideerne kommer fra EU s erhvervstop eller fra en eller anden lokalpatriotisk mafia. Deres eventuelle protester bliver jo under ingen omstændigheder taget til efterretning alligevel, og det ender jo som regel også med, at borgeren falder til patten og bliver glad for de nye anlæg.
Den åbne og frie debat såkaldt »offentlighed i forvaltningen« er oftest spil for galleriet. Planerne er lagt på forhånd.
Investeringer foretaget, entreprenører hyret. Men for et syns skyld kan man jo foregøgle, at der foregår en vis debat om trafikinvesteringerne.
Det gør der for så vidt også til en vis grad i danske medier, men den når aldrig de hellige haller og runde borde i Bruxelles, og det er netop det der er det fine ved de uigennemskuelige forretningsgange.
Fremskridtets folk vinder altid over de sløve miljøfanatikere der ikke kan tænke langsigtet, og som ikke tør se udviklingen i øjnene.
Heldigvis ser det endda ud til, at en særligt stædig gruppe aktivister nu snart får rettens ord for, at de skal blande sig uden om og lade dem, der virkelig har forstand på hvad kloden har brug for, være i fred, så de kan bygge deres motorveje til gavn for de fleste.

Århus Amt har for nylig udgivet den årlige pjece om trafiktallene på vejene i amtet, altså biltrafikken. 

Af Svend Vestergaard Jensen, trykt i JP Århus 3. oktober 2000 og i Politiken 13. oktober 2000.

Tallene er spændende at læse. Vi kan se, hvor folk dagligt kører hen, og hvor den største trafikbelastning er. Hvor meget de er vokset, kan vi se ved at sammenligne tallene i pjecerne år for år.
Men problemet med disse er, at det er antallet af motorkøretøjer, der tælles, og ikke antallet af personer, der transporteres. Vejenes problem er ikke antallet af personer, der transporterer sig. De kan nemt være der, hvis de transporterede sig hensigtsmæssigt.
Vejenes problem er derimod, at transportmidlet – bilen – udnyttes for dårligt og fylder for meget En vejs kapacitet gøres desværre op i biler – ikke i antal transporterede personer. Selv har jeg den tvivlsomme fornøjelse dagligt at se i hvor mange biler, der kun sidder én person, og at kødannelser begynder omkring Harlev ind mod Århus. Jeg cykler til og fra arbejde mellem Århus og Galten.
Jyder Mod Overflødige Motorveje foretog sidste efterår en optælling af bilantallet i morgentrafikken på Silkeborgvej.

Optællingen

Selve optællingen foregik på den måde, at hver gang lyssignalet skiftede til rødt, talte én det samlede antal biler, en anden antallet af biler med kun en chauffør og en tredje antallet af enlige mænd bag rattet.
Det viste sig også – ikke overraskende – at der er mange af dem; de enlige mænd i bilerne. Det viste sig også, at bilerne kun havde en passager: Bilisten selv.

I morgentrafikken var det 70,4 pct. af bilerne på vej ind til Århus ad Silkeborgvej, hvor der kun var én person i bilen – heraf var de tre ud af fire mænd, som tumlede hestekræfterne. 1073 enlige mænd bag rattet ud af 2344 biler i tidsrummet 6.30-9.00.
Ganske pudsigt er det, at det oftest er mænd, der er repræsenteret i diverse interessegrupper, beslutningstagende organer og i panelmøder.
Disse mænd brokker sig som regel over, at de ikke kan komme hurtigt nok frem, mens de kritiserer den kollektive trafik for at være for besværlig og ineffektiv.
Men hvad kan vi bruge disse tragikomiske tal til i trafikdebatten? At det er mænd, som sidder i bilerne og samtidig bestemmer trafikpolitikken, må give anledning til eftertanke.
Skal flere kvinder til at køre i bil? Nej, det er ikke løsningen.
Erfaringerne fortæller, at det er meget svært at lokke mændene til at køre kollektivt. Mænd i den erhvervsaktive alder er stort set ikke at finde i bybusser og rutebiler. Det vil være under deres værdighed at tage bussen.

Toget og sporvognen

Så går det bedre med toget og sporvognen. Når man kører kollektivt på skinner, kan mænd godt acceptere at køre med. Det viser flere undersøgelser.
Der er derfor ingen vej uden om. Skal vi give alle disse mænd et tilbud, de ikke kan sige nej til, må vi forlange flere og bedre tog, nærbaner og sporvognssystemer.
Selvom trafikken er tæt på Silkeborgvej, og der kun sidder én person i de fleste biler, udgør de nye tal langt fra argumenter for en motorvej.
Skulle vi endelig nøjes med selve tallene i amtets nye pjece, ville Århus-Silkeborg-Herning ikke være der, hvor motorvej skulle anlægges.
Men borgmestervejen har topprioritet. Den er jo nu en gang besluttet, og ændres kan den ikke. Fornuft og intelligens tæller ikke i landets trafikpolitik, men ganske andre interesser.
Alene hvis biltallet i myldretiden kunne reduceres med ca. 40 procent, hvis der var en gennemsnitsbelægning i hver bil på to personer og ikke som nu på 1,25 personerx
Der er en åbenlys tidsbesparelse for hele trafiksystemet, når bilister anvender samkørsel eller bruger kollektive transportmidler.
Ser vi igen på trafiktællingen mellem Silkeborg og Århus, begynder biltrafikken først for alvor ved Harlev og ind mod Århus.
Samme tendens gør sig gældende ved Silkeborg og Herning. Og kun i myldretiden, hvilket ikke fremgår af amtets tællinger. Men det kan ses og mærkes.

Men kan en motorvej løse dette problem?

Nej, for fra Harlev og til motorvejens afslutning ind mod Århus er der ca. to kilometer. Århus-Herning-motorvejen skal afsluttes mod øst få hundrede meter øst for Årslev Kro, altså ca. 10 kilometer fra Århus Centrum.
Det vil kun forværre trafikproblemerne ind mod Århus og de andre større byer på strækningen. Dels fordi motorvejen slutter (altså den såkaldte løsning ophører), og dels at større trafikanlæg i sig selv generer mere trafik. Det viser al erfaring.
Skal de trafikale og miljømæssige problemer løses, må nogle af nøgleordene være:
Samkørsel, udbygning af den skinnebårne transport, flere busafgange, bedre forhold for cyklister, reduktion af priserne i den kollektive trafik, præmiering af samkørsel og cykling til og fra arbejde. Fortsæt selv med gode ideer! Til sådanne tiltag er der masser af penge, ikke mindst ved at stoppe det helt overflødige motorvejsprojekt Århus-Silkeborg-Herning.
At bygge motorvej er det dyreste trafikprojekt overhovedet.
For slet ikke at nævne alle de negative og dermed endnu dyrere konsekvenser, sådanne projekter har for samfundet og menneskeheden.

Trykt i JP Århus 3. oktober 2000 og i Politiken 13. oktober 2000.

I løbet af de seneste par uger har jeg sammen med Jyder Mod Overflødige Motorveje forsøgt at sætte fokus på trafikpolitikken herhjemme.

Af Julie Albeck

Trafikpolitikken ignorerer i høj grad nødvendigheden af at nedsætte CO-udslippet og satse langsigtet på miljøvenlig transport. Jyderne har igennem syv år forsøgt at komme i dialog med politikerne og få ændret på prioriteringen af trafikmilliarderne uden større held.
Byggeriet af Århus-Herning motorvejen er gået i gang, og vi har derfor måtte gribe til den sidste udvej for at få politikere og befolkningen i tale. Ved brug af “civil ulydighed” har vi blokeret for, at arbejderne kunne komme i gang, og dagligt har vi haft besøg af Vejdirektoratet, der forgæves forsøgte at “tale til vores samvittighed” og få os til at opgive kampen.
Sagen er, at blokaden mod motorvejen netop handler om samvittighed over for miljøet, fremtidige generationer og det konkrete naturområde.
Det er ganske vist ulovligt at blokere politiske beslutninger på den måde, som vi gjorde. Men havde vi lukket øjnene, var byggeriet sandsynligvis fortsat, de politikere som har sat projektet i gang, ville fryde sig over folkets opbakning (?) og ingen ville stille spørgsmålstegn ved den fortsatte asfaltering af landet.
Det er nogle gange nødvendigt med ulydige borgere, der kan råbe politikere og embedesmænd op, når deres handlinger er i modstrid med det, vi alle ved er nødvendigt, (og det som de selv taler for i valgkampe).

Lydige entreprenører, tilsynsfolk og politibetjente fjernede os og fortsatte gravearbejdet. Det kan godt være de personligt er imod motorvejsbyggeriet, men de gør deres arbejde som lydige autoritetstro borgere.
Havde de bakket op om vores blokade, kunne politikerne blive tvunget til at opgive deres prestigeprojekt og i stedet diskutere langsigtede, bæredygtige alternativer. Derfor kunne det måske være gavnligt med flere ulydige borgere engang imellem! Man kan også vende sagen på hovedet og sige, at det var de lydige arbejdere og betjente, som reagerede i modstrid med, hvad der burde være loven, nemlig at man skal arbejde for en bæredygtig udvikling, sådan som vi bl.a. også har forpligtet os til internationalt!
Gang på gang er jeg blevet mødt med spørgsmålet: “Er jeres kamp ikke urealistisk, når nu beslutningen om motorvejen er truffet?” Dertil må man jo svare, at for det første er det dybt urealistisk at tro, at motorvejsbyggeriet kan løse nogen trafikproblemer. De fleste undersøgelser viser netop, at jo flere veje man bygger, jo mere stiger trafikken også.
For det andet så mener jeg, at man ikke skal lade sig spise af med “nødvendigheder” eller opgive at kæmpe imod en forkert beslutning, bare fordi den nu engang er truffet. Hvis det udelukkende havde været op til politikerne, ville vi have haft atomkraft i Danmark i dag, men takket være ihærdige og engagerede borgere blev det projekt stoppet.
Eftersom linjeføringen omkring Silkeborg stadig udgør et håbløst dilemma mellem enten at lægge vejen gennem fredede områder i Gudenådalen eller igennem Silkeborg by, tror jeg, at det ikke er urealistisk at fortsætte modstanden.
Under alle omstændigheder er debatten om fremtidens trafikløsninger nødvendig, og der tror jeg trods alt på, at vi spiller en væsentlig rolle!

Mandag den 23/10 bliver 12 medlemmer fra Jyder Mod Overflødige Motorveje anklaget for groft hærværk af betydeligt omfang efter straffelovens §291 stk. 2.  

Af Heather Smith

Der er nedlagt påstand om fængselsstraf og vejdirektoratet har rejst et erstatningskrav på 59006.00 kr., til dækning af udgifterne med at fjerne kunstværkerne fra motorvejs broen. Der er begået en helligbrøde imod det allerhelligste i vores samfund, en motorvejsbros grå beton flade er blevet dekoreret med et farvestrålende kunstværk. Et motiv med trolde og nisser, som danser ud af det grå beton med en påmindelse om, at ?udvikling? kan være andet end mere beton og asfalt. ?Det er da også for galt? lyder det fra koret, som lytter til den monotome stemme, som fortæller os, at nye vej og broer er nødvendige for at sikre en fremtidig vækst. ?Man kan ikke stoppe udviklingen – man må følge med?, lyder det igen fra koret af stemmer.
Samfundets straf slår hårdt ned på dem, hvis stemmer ikke synger med i det monotome kor om udvikling, vækst og et omkvæd der siger mere og mere, flere og flere. Det handler ikke kun om en motorvej mellem Århus og Herning, den er kun et symptom og et middel til at fortsætte en udvikling, som ingen tror kan stoppes. Hvad er denne ?udvikling?, som ikke kan stoppes? Hvor vil vi ?udvikle? os hen? Hvem bestemmer udviklingen – er det mon udviklingen selv? Hvad er ?den rigtige? udvikling? Bliver ?udviklingen? nogensinde mæt? Der tales om udviklingen som et selvstændigt væsen, et umætteligt uhyre ude af kontrol, som vi må følge efter uanset prisen.

Der bygges og ansøges om flere veje mere end nogensinde og ligeså snart en vej eller bro er bygget, så tales der straks om det uundværlige behov for den næste. Der er ingen ende på det, før vi selv vælger at stoppe op og spørge os selv, om hvad det er for en udvikling vi ønsker, hvilke værdier ønsker vi at bygge på – og hvad det er for en fremtid vi ønsker at give videre til vores børn.
Udsendelsen ?De kemiske børn? er et uhyggeligt eksempel på konsekvensen af den ?udvikling? der lovprises så højt. Kemiske stoffer i maden, tøjet, legetøjet, en industri som ikke vil stoppes og som lever godt af den livsstil vi kalder udvikling og vækst. En udvikling og livsstil der forringer vores sundhed og livsbetingelser i så stor en grad at det truer vores eksistens.
Men det har motorveje og broer da ikke noget med det at gøre! Jo det har det i høj grad, idet nye veje støtter en udvikling der måler alt i økonomisk vækst som løsningen på alle vores problemer. At økonomisk vækst er løsningen på alle vores problemer, er den herskende opfattelse blandt beslutningstagere verden over, nærmest en religion, som flertallet af de politiske partier, såvel som befolkninger har taget til sig uden at stille spørgsmål. Men det gør det ikke mere rigtigt! Det er et skæbnefyldt paradoks når regeringer deltager i konferencer som i Rio 1992 og i Kyoto i 1997 med dyre ord om en miljørigtig fremtid i form af en Agenda 21 aftale og samtidig støtter det modsatte ved fortsat at fremme en økonomisk vækst og derved være håndlangere for de multinationale selskaber, som har frit spil til fortsat at producere på bekostning af miljøet med forurening af jorden, luften og vandet, ozonhuller der bliver større, muldlag der bliver mindre, drivhuseffekt og en forringelse af vores livsbetingelser til følge med f.eks. øget kræftrisiko og øget forekomst af allergier.

Vores såkaldte økonomiske vækst er en illusion. Det handler ganske enkelt om, at vi holder en forbrugsfest for hele vores formue, i dette tilfælde de begrænsede naturrigdomme og jordens evner til at ?fordøje? vore affald. Hver gang et nyt projekt skal vedtages, må vores begrænsede værdier vige til fordel for sangen om vækst, flere arbejdspladser og øget velfærd. Hvem er det som ønsker denne udvikling skal fortsætte? Er det os selv? Eller er det de store selskaber som basere væksten på kommercielle værdier?
Hvorfor har regeringer verden over ikke støttet og udforsket i en bæredygtig udvikling, i stedet for fortsat at støtte en ikke bæredygtig udvikling! Hvorfor forskes der ikke i alternativer til den nuværende økonomiske vækstmodel? Hvad er det for et liv og en fremtid vi ønsker at giver videre til vores efterkommere?
Så spørgsmålet er ?hvem er de skyldige?, når anklagen om groft hærværk iværksættes imod de12 mennesker? Hvem ejer jorden og naturen som bliver vandaliseret i et hærværk der langt overstiger den påståede anklage om ?groft hærværk?? Hvem er de skyldige i forureningen af vores jord, luft og vand? Hvad skal straffen for dette hærværk være? Og hvem skal være anklager?

De ansvarlige som bliver ved med at støtte en udvikling, der ødelægger og vandalisere en natur, som tilhører os alle går hus forbi, der er nemlig ingen til at rette anklagen det rigtige sted hen – og intet retssystem som vil tage jordens fremtid i forsvar!
Hvad er det for et samfund, der anklager og straffer de borgere, som bekymre sig om jordens fremtid og gentagne gange forsøger at råbe de ansvarlige op, først ved dialog og senere ved at forære staten en kunstgave i form af forskønnelsen af en grim bro? En meget lille foreteelse i forhold til ødelæggelsen af vores livsbetingelser på jorden!
Nej det handler nemlig stadigvæk ikke om en ussel motorvej mellem Århus og Herning – det handler om en udvikling der er til for vækstens skyld og ikke en bæredygtig udvikling, som investering i vore børns fremtid.
Hvor langt vil vi gå og hvor galt skal det gå før de ansvarlige vil lytte?