Nattog i Europa

Hans Sternlycke skriver i det svenske Järnvägsfrämjandets blad “Klart Spår” om nattogstrafikken i Europa, oversat og kommenteret af Thomas Tjørnehøj.

Den faste storebæltsforbindelse tog livet af de indenlandske danske nattog i 1997, og i efteråret 2014 forsvandt muligheden for at rejse mellem Danmark og Holland, Schweiz og Tjekkiet med nattog.

Denne behagelige og miljøvenlige transportform er i flere europæiske lande under pres fra først og fremmest discount-flyselskaber – men ikke overalt! I Finland, Rusland og Østrig samt flere østeuropæiske lande opretholdes nattogene. Det lader altså til, at der i virkeligheden snarere er tale om politisk velvilje (eller ej) end økonomi…
I Sverige burde nattog, på grund af landets størrelse, være en indlysende god idé – men alligevel skranter trafikken flere steder.

I den svenske jernbanelobby Järnvägsfrämjandets blad “Klart Spår”
skriver Hans Sternlycke følgende:

“Nattogstrafikken mellem Stockholm og Malmö har tidligere været nedlægningstruet, men nu findes der to nattog: SJs og Veolias (de svenske statsbaner hhv. en stor privat fransk-ejet trafikoperatør). Men nattogene på strækningerne Oslo – Malmö og Oslo – Stockholm er nedlagt; det samme gælder København – Prag/Amsterdam/Basel. Med nattog fra Skandinavien kan man opnå gode forbindelser til højhastighedstogene i Hamburg. Dog kan man ikke køre nattog med svenske vogne gennem Danmark og Tyskland, fordi vognene er for brede.

I Europa bliver nattogene nedlagt; man anser dem ikke for rentable, og de har svært ved at konkurrere med flyene. At flytrafikken er togene overlegne skyldes i høj grad logistik; at man hvorsomhelst nemt kan købe billetter til alle destinationer. Det kan man ikke med tog. SJ har endda nedlagt sit udlands-billetsalg.

Med nattog kan man være fremme udhvilet om morgenen og have en hel arbejdsdag for sig. Rusland og Finland har moderne dobbeltdækkervogne i sine nattog, men vognenes dimensioner passer ikke i Sverige, og endnu mindre i resten af Europa. Et mindre antal pladser, samt dét at vognene ikke kan anvendes så intensivt som almindelige personvogne, gør det sværere at få nattogenes økonomi til at hænge sammen. Desuden betaler flytrafikken ikke de reelle omkostninger, mens jernbanen belastes af afgifter som flyene ikke har, navnlig hvis togene skal passere gennem flere lande.

Med bedre vilkår kunne økonomien forbedres og vognmateriellet fornyes, så vi kunne drage fordel af nattogenes samfundsøkonomiske og miljømæssige fordele. Jernbanens kapacitet og valgfrihed kunne blive større. Järnvägsfrämjandet kræver at Sverige støtter nattogstrafikken, både i Sverige og i Europa. Vi vil se nattog mellem de nordiske hovedstæder og til Hamburg. Og det skal være nemt for turister at rejse med nattog til turistmålene i Nordsverige.”

Hans Sternlycke
www.jarnvagsframjandet.se

Kommenteret og oversat af Thomas Tjørnehøj