Bilister kan derfor ikke besøge det, mener kulturminister Brian Mikkelsen
Af Thomas Tjørnehøj – Debatindlæg sendt til Ekstrabladet 21. februar 08
Det er ikke nogen nyhed, at kulturminister Brian Mikkelsen (K) ikke er den spidseste syl i værktøjskassen. Han demonstrerede det selv i lørdags (16/2), idet han i rubrikken Sylen påstod, at det ikke er muligt for bilister at besøge det nye skuespilhus i København, fordi det ikke har en parkeringskælder. Årsagen til fraværet af en sådan skyldes ifølge Brian Mikkelsen »det venstreorienterede flertal på Københavns Rådhus«, anført af den radikale bygge- og teknikborgmester Klaus Bondam.
Brian alene i verden
Efter en sådan svada er det vanskeligt at afgøre, hvilket årti og hvilken verden Brian Mikkelsen befinder sig i. Men sikkert er det, at han har begge ben solidt plantet i den blå luft. For når selv USAs afgående præsident Bush og hans gode ven, Danmarks statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nu tager klimatruslerne alvorligt, kan miljøhensyn ikke længere siges at være noget, der er forbeholdt venstrefløjen. Men det er altså hvad Brian Mikkelsen mener.
For det er åbenbart gået helt hen over hovedet på ham, at Danmark har forpligtet sig til at nedbringe sit udslip af CO2, og at vi, målt i forhold til befolkningstallet, er et af verdens mest forurenende og energiforbrugende folkefærd. For at imødegå dette må der i alle sammenhænge tænkes nyt eller anderledes, både i stort og småt. Og en sådan tanke har altså fjernet en parkeringskælder fra Brian Mikkelsens sandkasse.
Sådan kan det gøres
Langt de fleste bilister har faktisk ben, og de er derfor i stand til at forlade deres bil og GÅ, uanset om det er af nød eller af lyst. Og uanset Brian Mikkelsens påstand kan de derfor også sagtens besøge hans skuespilhus, selv om de efterlader deres bil et – kortere eller længere – stykke derfra. Brian Mikkelsen ved åbenbart ikke, at man for eksempel på to timer eller mindre kan komme med tog til København så langt væk fra som Jylland. Hvis nu gæsterne til skuespilhuset nøjedes med at køre i deres bil til en station nær deres bopæl, og derfra tog toget til København og sluttede af med taxa den sidste kilometer, ville de blive kørt tættere på skuespilhusets hovedindgang, end hvis de havde parkeret i Brian Mikkelsens parkeringskælder. Og blandt flere andre fordele vil de også have hjulpet med at overholde den forpligtelse, Danmark har for nedbringelse af sin CO2-udledning.
Men mindre kan også gøre det. Bilen kan efterlades ved en station i en af Københavns satellitbyer, og de sidste måske 20 minutter tilbagelægges i tog. Hjemrejsen burde heller ikke give anledning til problemer: selv langt ud på natten går der tog fra København. Også til Jylland.
Brug bilen fornuftigt
En bil er en genial opfindelse, men den bruges alt for ofte uhensigtsmæssigt. Og som massetransportmiddel er den en katastrofe. Biler fylder når de er parkeret, og endnu mere når de kører. At man ikke evner at tænke en anderledes tanke, og at man uden restriktioner kan slæbe et ton blik og en sofagruppe ind i København, er ikke tegn på velstand, men på overflod og manglende trafikpolitiske visioner.
Det handler altså ikke om transportmidler, men om transportløsninger. Klaus Bondam & co. lader til at have erkendt dét, og har taget en modig beslutning – som Brian Mikkelsen åbenbart opfatter som en personlig fornærmelse. Så når han mellem linjerne kalder sig »ansvarlig politiker«, må man trods alt glæde sig over at han ikke er miljø- eller transportminister.
Thomas Tjørnehøj
Best.medl. “Jyder Mod Overflødige Motorveje”
Emborgvej 109
8660 Skanderborg