Civil ulydighed kan forsvares

Er det hærværk eller er det kunst?

Af Julie Albeck, trykt i JP Århus 17. september 2000.

Er det hærværk eller er det kunst? Hvad mon det koster at fjerne det igen? Hvor mange år skal de i fængsel?
Hvordan kan man forsvare den type ulovligheder, – vil det ikke bare føre til at vi får lovløse tilstande, hvis alle gør ligesom dem?
Spørgsmål som disse har været et af resultaterne af Jyder Mod Overfl ødige Motorvejes aktioner i sommer. Jeg har fuld forståelse for, at det kan være svært at sympatisere med ulovligheder, hvis man ikke kender baggrunden og motivationen for dem.
Jeg vil derfor i det følgende forsøge at forklare, hvordan jeg som borger i et demokratisk land kan forsvare anvendelse af ulovlige metoder, og jeg vil redegøre for principperne for civil ulydighed.
Mange af de demokratiske rettigheder, som vi i dag betragter som selvfølger; ytringsfrihed, strejkeret, forsamlingsfrihed, stemmeret til kvinder m.m., er opnået ved at borgere har anvendt civil ulydighed.
Under apartheidstyret i Sydafrika benyttede sorte civil ulydighed og satte sig på bænke og kørte med busser, der var forbeholdt hvide, længe før sagen fik politisk støtte. Under 2. verdenskrig blev civil ulydighed anvendt i modstandskampen, og det var ulydige borgere, der fik muren til at falde i Østeuropa.
Eksemplerne er mange, fælles for dem er, at aktionisterne har brudt den gældende lov, fordi den var i strid med deres samvittighed og retfærdighedsfølelse. Ofte er initiativtagerne blevet straffet, men efterhånden som flere har fået øjnene op for uretfærdighederne og støttet aktionerne, har det ført til lov-ændringer eller ændret praksis i en mere demokratisk retning.

Civil ulydighed har været sidste udvej i tilfælde, hvor det ikke er lykkedes på anden vis at råbe politikerne op.
En civilulydighedsaktion skal bunde i en moralsk overbevisning og foregå i åbenhed (undtaget f.eks. i krigstid o.lign.) samt være ikke-voldelig for at opfylde definitionen.
Aktionister der lukker mink løs, kaster molotovcocktails og brosten, smadrer pelsforretninger o.s.v. opfylder hverken kravet om ikke-vold eller det om åbenhed, selvom de kan hævde, at deres handlinger bunder i en moralsk overbevisning.
Jyder Mod Overflødige Motorveje har anvendt civil ulydighed mod byggeriet af Århus-Herning-motorvejen, fordi det ikke er lykkedes at få politikerne i tale på anden vis.
Vi er overbeviste om, at det er forkert at satse på mere forurenende transport i et land, der har europarekord i motorvejskvadratkilomenter pr. indbygger. At bygge motorveje er desuden i direkte modstrid med regeringens ønske om at nedsætte CO2-udslippet. JMOM har forsøgt på mange andre måder at komme i dialog med politikerne og gøre dem opmærksomme på den modsætning, der er imellem, hvad de forpligter sig til internationalt i forhold til at bekæmpe drivhuseffekten, og hvad de senere gennemfører. Det har ikke været muligt at få respons! Under vores første ulydige aktion i juni, hvor vi i to uger blokerede for gravemaskiner ved Snåstrup Mølle, nægtede trafikministeren således overhovedet at kommentere sagen! Vi har hele tiden arbejdet i fuld åbenhed og stået ved vores handlinger, og vi aktionerer naturligvis udelukkende på ikke-voldelig vis.

Vores aktion i Hammerum, hvor vi malede naturvæsener og sagnfigurer under motorvejsbroen for at minde om, at der er andre værdier end fart og vækst, har mødt en del kritik – ikke mindst i de lokale medier, og sagen har kørt på, at vi var nogle kriminelle hærværksmagere, og således fjernet debatten fra sagens kerne og vores argumenter imod motorvejen.
Jeg håber, at de som har den opfattelse, at maleriet udelukkende var noget hærværk, også er i stand til at se det kriminelle hærværk, som fremskridt og udvikling er i færd med at begå imod denne, vor eneste klode med optimale livsbetingelser.
Først og fremmest håber jeg, at vores aktion kan åbne nogle øjne for den manglende sammenhæng mellem holdning og handling, som den fortsatte satsning på fart og økonomisk vækst på bekostning af miljø, lokalsamfund, sundhed og livskvalitet, motorvejsbyggeriet er et eksempel på.
Men er denne ulydighed ikke en trussel mod demokratiet? Tænk hvis alle gik rundt og brød loven på samme måde? Ville vi ikke få kaotiske tilstande?
For det første tror jeg, at civil ulydighed udvikler demokratiet, for så vidt at principperne er opfyldt. Der skal være en grundlæggende modsætning mellem gældende lov og den moralske overbevisning, om at man handler til almenvældets bedste, hvis man skal benytte civil ulydighed.
Hvis så mange love er i modstrid med, hvad der er til almenvellets bedste, at de konstant ville blive brudt og føre til kaotiske tilstande, ville det nok alligevel være nødvendigt med nogle gennemgribende ændringer af styreformen og lovgivningen!

Der må være en rimelig overensstemmelse mellem lov og moral, for at loven kan gøre sig fortjent til befolkningens opbakning ! For det andet gavner det demokratiet med bevidste og engagerede borgere, der tør tænke selvstændigt! Lydige borgere, der lukker øjnene for moral og retfærdighed og ikke selv tager ansvar for deres handlinger, er en langt større trussel mod demokratiet! Det var lydige borgere, der kørte andre mennesker til Auschwitz og tændte for gasovnene, det er lydige mennesker, der har bygget atomvåben og dumpet gift-affald i havet, det var lydige borgere, der kørte andre over under massakren på Den himmelske Fredsplads i Kina – og det er lydige mennesker, der kører gravemaskinerne for motorvejsmafiaen og som har spulet vores maleri væk ude i Hammerum.
Den, som intet siger og som ikke forhindrer disse handlinger, er også indirekte medskyldig i, at de bliver udført. Den civilt ulydige derimod tager sit ansvar for samfund og kommende generationer alvorligt. Han benytter udelukkende civile d.v.s. ikke-voldelige/militære midler – i klar modsætning til myndigheder og magthavere, der kan sætte forskellige sanktioner ind for at gennemtvinge deres vilje; politi, bøder, trussel om plettet straffeattest, fængselsophold, militær (og i visse lande tortur) o.s.v. Men de har fortsat ikke magt, hvis vi nægter at samarbejde.
“Civil ulydighed er borgerens naturlige rettighed. Han kan ikke give afkald på den uden at give afkald på sit menneskeværd.” (Mohandas Karamchand Gandhi.)