”Kæmp for alt hvad du har kært” – natur frem for motorveje

Sådan skrev Chr. Richardt for 150 år siden. Og det gør gruppen Nødbremsen med brug af civil ulydighed. De har vores store opbakning. I JMOM har vi kæmpet i 30 år for folkelig debat om transportudviklingen, som vi ligesom Nødbremsen mener kører den gale vej med konstant nye og flere km. motorvej. Derimod har den kollektive transport lidt stor skade med nedlukninger og prisstigninger over hele landet. Men både politikere og medier har vendt os ryggen i denne kamp.

Det er lykkedes Nødbremsen at komme i landsdækkende TV i primetime – godt gået. Og ja, det er surt at man som bilist er blevet hindret i sin frie bevægelighed. Men det varede kun omkring 5 minutter før politiet harvdeudført deres opgave og fjernet demonstranterne.  

 Ellen Odgaard og Runa Sand

TRÆK I NØDBREMSEN!

En fed nyhed fra 13. november 2023: Klimaaktivister har her til morgen blokeret frakørsel 21 Avedøre på E20-motorvejen i protest mod udvidelsen af det danske motorvejsnet.

Demonstrationen har påvirket trafikken omkring frakørslen, men politiet er nu ved at fjerne demonstranterne.

– Vi, som klimakampagne, eskalerer vores metoder, fordi regeringen lige nu med åbne øjne er ved at eskalere det klimakollaps, vi står i, blandt andet ved at bygge de her 15 nye motorveje, som en del af Aftale om Infrastrukturplan 2035.

Det siger Laura Krarup Frandsen, der er deltager i Nødbremsen, som står bag demonstrationen, til TV 2.

Hun oplyser, at der kommer til at være flere demonstrationer i de kommende uger.

P4 Trafik oplyser, at motorvejsfrakørslen er farbar igen.

Og vi i JMOM er begejstrede over de modige mennesker i Nødbremsen.