Stenalderfolket

D. 16. 6.  meddelte 3 gode herrer i Midtjyllands Avis (Niels Flemming Hansen K, Thomas Jensen S og Kr. Pihl Lorenzen V), at de mejsler deres ord i sten ligesom i stenalderen. Det er åbenbart der de befinder sig. Og det passer da også vældig godt med det, de vil sige. I mange, mange år har mantraet for udvikling af infrastrukturen været ”byg motorveje”. Sidste nye hit er en 30 km. stump fra Løvel til Klode Mølle, som med tiden tænkes at blive en del af den 180 km. Hærværksmotorvej. Men stumpen er altså ikke besluttet, selv om nogle politikere har givet hinanden musketéred på, at den kommer. Ifølge Vejdirektoratet skal der laves en miljøkonsekvensvurdering (tidl. VVM-undersøgelse), hvorefter denne skal i høring, og derefter skal der udformes en anlægslov, som skal vedtages af Folketinget. Først der bliver motorvejen reelt besluttet. Det kan nemt tage 3-4 år. Og hvordan mon verden ser ud til den tid. Der har jo i alt fald været folketingsvalg i mellemtiden. Man kan da håbe på at andre politikere er kommet videre fra stenalderen.

Den nuværende primære persontransport-system med 1 person i 1 ton blikkasse, der fylder enormt på veje og P-pladser, er ikke gangbar i fremtiden hverken ressourcemæssigt eller pladsmæssigt. Dette system er gennem årene blevet styrket bl.a. via de 1300 km. motorveje. Danmark er et af de lande i Europa med flest km. motorvej pr indbygger. Desuden ødelægger de store, lige veje voldsomt meget af vores sparsomme natur og stilhed i vores lille land.

Ellen Odgaard, Jyder Mod Overflødige Motorveje

Klage til transportudvalget

                                                              Viborg, den 19.6. 2022

Til Folketingets Transportudvalg.

Klage over, at medlemmer af Folketingets Transportudvalg, midt i en høringsperiode, på et møde på Viborg Rådhus den 13. juni har lovet borgmester Ulrik Wilbek, formanden for Business Viborg, Martin Pedersen, og andre, at der faktisk kommer en motorvej på strækningen Løvel – Viborg – Klode Mølle. (Viborg Stifts Folkeblad 14.6.)

Vejdirektoratet har netop afholdt to borgermøder vedrørende en evt. kommende motorvej på strækningen Klode-Mølle – Viborg – Løvel. Det første møde blev afholdt i Viborg den 9. juni – det andet i Kjellerup den 15. juni. Møderne er en idé- og forslagsfase forud for Vejdirektoratets miljøkonsekvensvurdering. Som der står på direktoratets hjemmeside, skal arbejdet ”omfatte løsninger både øst og vest om Viborg og en såkaldt 0+løsning, hvor eksisterende veje udbygges og suppleres med nye veje på korte strækninger.(Min fremhævning) På direktoratets hjemmeside står desuden, at man har mulighed for at indsende bemærkninger til undersøgelsen i høringsperioden fra 30.5. til 27.6.

Når medlemmer af Folketingets Transportudvalg allerede på nuværende tidspunkt bekræfter over for mødedeltagere på Viborg Rådhus, at der kommer en motorvej, er det et demokratisk problem. De ignorerer på forhånd de legitime indvendinger, der måtte komme mod en motorvej og udelukker en 0+løsning. Altså tager de ikke borgerinddragelse og høringssvar alvorligt. Det er vanskeligt ikke at opfatte den beskrevne proces som et tydeligt eksempel på skindemokrati

Men venlig hilsen

Karin Bang