Nu er vi så her. Et samfund som er vældig godt i mange henseender, men som bygger på rigelige eller ubegrænsede olieleverancer. Vi er dopede af olie! Vi er nødt til fuldstændig at ændre den tankegang som handler om hurtige og billige rejser i luften, just-in-time-transporter på land af alle mulige slags varer, og dette vanvid at mennesker sidder alene i deres biler på vej til og fra arbejde dag efter dag, år efter år. Alt med stadig mere udledning af CO2 i atmosfæren til følge. Dette er virkelig den største udfordring, som menneskeheden nogensinde har stået over for. Den enkelte ser ikke på hvordan én persons handlinger påvirker alle. “Hvadfornoget, mig? Det gør vel ingen forskel at lille jeg efterlader mit affald i skoven, vandet eller luften”.
Det er nødvendigt, at politikere og involverede myndigheder tager dette spørgsmål alvorligt og ikke bare opstiller nye, fjerne procentmål. Det er nu, hellere i dag end i morgen, at beslutninger om omstilling skal ske, og det bliver meget vanskeligt, eftersom både store og små interesser er i spil. Det gælder ikke mindst for den myndighed, som står dette problem nærmest, nemlig Trafikstyrelsen. Analysér hvilke transportformer der har de største udledninger lige nu, og opgiv de fromme håb om brændstof og drivmidler, som endnu ikke findes!
Heldigt nok findes jernbanen, et mere miljørigtigt transportalternativ, selv om mange i 1960’erne og 70’erne ville have afviklet den fuldstændigt. Biler og fly symboliserede fremtiden, og toget et gammeldags samfund. Nu har mange genopdaget hvor godt det er at rejse med tog, som yderligere har en fordel: det kan drives elektrisk. Allerede da bilen blev opfundet, kørte der driftssikre el-tog. Og med grøn strøm får man et endnu mere miljøvenligt transportmiddel.
Lad os derfor satse mere på det, vi allerede ved:
- Ja, vi ved at nye baner og tog bliver en succes med mange nye passagerer, som lader bilen stå hjemme. Dette mangler vi desværre tydelige eksempler på i Danmark, hvor ændringer oftere er sket i form af rationalisering og ikke som kvalitetsforbedringer. Men det er tydeligt i Sverige, Tyskland og mange andre europæiske lande – hvor man ikke kun ved de største byer har opgraderet jernbaner til en tidssvarende standard. Efter istandsættelse af en skrantende, regional jernbane gennem Blekinge regnede man med 30% flere passagerer i de nye tog. Men stigningen blev 450%! Tydeligere kan det næppe udtrykkes, at folk gerne vil køre miljøvenligt. De omdiskuterede nye baner – på Vestfyn, over Vejle Fjord og mellem Hovedgård og Århus – som nogen synes er for dyre, vil vores børnebørn takke os for, ligesom vi er glade for at det for længe siden blev vedtaget at anlægge de nuværende baner. Flere og nye spor giver bedre mulighed for gods- og lokaltog på eksisterende baner og for bedre vedligeholdelse af dem, og forstyrrelser mærkes mindre. Hvorfor tvivler – og tøver – man?
- Ja, vi ved at toget er et stærkt alternativ til gods på lastbil, især tungt gods over lange afstande. Udfordringen er dels at togene i modsætning til lastbilerne betaler kørselsafgifter, dels flaskehalse og manglende kapacitet på banerne – som følge af årtiers rationaliseringer og indskrænkninger, trods flerdobling af antallet af tog.
- Ja, vi ved at toget på en helt anden måde skulle kunne være et alternativ til fly ved længere rejser i Skandinavien og store dele af Europa. I 1990’erne fandtes der stadig et udstrakt net af nattog, blandt meget andet mellem København og Göteborg, Oslo, Berlin, Prag, Paris, Moskva og Amsterdam, og mange flere og længere strækninger – men også indenlands mellem København og Århus, Ålborg, Frederikshavn, Esbjerg og Struer,. Desværre er de fleste nattog blevet afviklet i løbet af de sidste 20 år. Der kører slet ikke nattog i, til og fra Danmark længere – flyet er jo så billigt… En sørgelig og miljøfjendsk udvikling, og resultatet af en tankegang der prioriterer transport med fossile brændsler som energikilde.
Med nye og flere muligheder for natrejser, også som rullende hotelværelser for dem der ønsker dét, kunne rejser med indenrigsfly samt mellem Danmark og de nærmeste nabolande mindskes betydeligt. Fornemmelsesmæssigt gik det ikke langsommere før i tiden: man rejste mens man sov! Med nattog fra København og gennem hele Tyskland er halvdelen af rejsen til store dele af Europa gjort. Måske tog det længere tid end med fly, men det kunne godt tænkes at blive helt og aldeles nødvendigt igen i nær fremtid. Hvorfor er der i dag kun olie-drevne alternativer til de nattog, som ikke længere eksisterer?
I dette ligger der så at sige et skæbnespørgsmål for alle – politikere, myndigheder, virksomheder og privatpersoner. Og sidst, men ikke mindst, en opfordring til trafikstyrelse og transportministerium: Træf de store og vanskelige, men realistiske fremtidsbeslutninger nu!
Af Olle Käll, formand for den svenske jernbane-lobbyorganisation Järnvägsfrämjandets lokalafdeling i Bergslagen; området nordvest for Stockholm. Bragt i Järnvägsfrämjandets blad Klart Spår. Oversat og bearbejdet af Thomas Tjørnehøj.
www. jarnvagsframjandet.se