Transportminister Lars Barfoed vil gerne bruge 5-6 milliarder på et stykke jysk motorvej, men ikke på en letbane langs Ringvej 3
Af Thomas Tjørnehøj , Bestyrelsesmedlem i Jyder Mod Overflødige Motorveje.
»Det vil være en meget stor investering i forhold til nytten af den«, udtalte transportminister Lars Barfoed i debatudsendelsen P1 Formiddag, 8. december 2008. Udtalelsen passer udmærket på det planlagte stykke motorvej ved Silkeborg, men den var imidlertid møntet på letbanen langs den storkøbenhavnske Ringvej 3 – et projekt, der jo ikke er omfattet af regeringens nyligt offentliggjorte trafikinvesteringsplan.
Men på trods af regeringens nye grønne linje, Danmarks forpligtelser om nedbringelse af CO2-udledningen og den omstændighed, at vi til december er vært ved det internationale klimatopmøde, fastholder transportministeren anlægget af en motorvej ved Silkeborg – et anlæg til angiveligt 5-6 milliarder kroner; nogenlunde samme pris som letbanen, men med en betydeligt ringere nytteværdi. Ved fortsat at bygge og planlægge store vejanlæg udelukkende for biltrafik tilskyndes en udvikling, der med sikkerhed vil medføre en fortsat stigning i CO2-udledningen. Transportministeren negligerer derfor Danmarks miljøforpligtelser, og undlader at tage skridt til effektivt at sikre, at de kan overholdes.
Anlægsloven for motorvejen ved Silkeborg er som bekendt endnu ikke vedtaget, men det hævdes at skulle ske i januar eller februar 2009. Anlægget af denne motorvej har i årevis været genstand for kontroverser og ballade, da den uvægerligt vil komme til at forløbe gennem enten et EU-habitatsområde eller gennem bymæssig bebyggelse ved Silkeborg – eller begge dele. Men alligevel har kun få stillet spørgsmål ved det rimelige i at bruge et så stort beløb for at kunne afvikle en så ringe trafikmængde – eller foreslået i stedet at udbygge den nuværende hovedvej 15, at tilgodese andre transportformer og at opgive motorvejen. Der er ellers mange argumenter herfor. Her er et udvalg:
- Projektet er forældet. Principbeslutningen om motorvejen Århus – Herning er mere end 15 år gammel. Set med nutidens viden om bl.a. ressourceforbrug, energipriser og følgerne af CO2-udledning er beslutningen derfor taget på et grundlag, der har fremtiden bag sig.
- Motorvejen er unødvendig. Ifølge Vejdirektoratets egne prognoser vil motorvejen få en årsdøgnstrafik på kun ca. 15.000 biler. Det svarer til godt 10 biler ialt i begge retninger pr. minut, modsvarende en persontransport der kan rummes i et letbanetog ca. hvert femte minut. Selv i myldretiden forekommer der på den nuværende Hovedvej 15 ikke trængsel i et omfang, der kan sammenlignes med forholdene i Hovedstadsområdet. Dermed ikke sagt at hovedvejen ikke bør forbedres, men at anlægge en motorvej er at skyde langt over målet. I vore nærmeste nabolande, Sverige og Tyskland, fordrer anlæg af motorveje betydeligt mere trafik.
- Motorvejen gavner kun biltrafikken. En motorvej flytter kun trafikproblemerne, den løser dem ikke. Motorvejen tilskynder til mere bilkørsel, hvilket medfører trafikpropper andre steder. Samtidig fjerner den øgede bilkørsel grundlaget for offentlig trafik, der med færre passagerer og færre indtægter i forvejen er inde i en negativ spiral. Derimod ville for eksempel anlæg af en letbane over samme strækning som den planlagte motorvej – og altså I STEDET FOR motorvejen – gavne såvel tog- og buspassagerer som bilister. Hyppige afgange og gode forbindelser kunne lokke bilister over i letbanetogene, så biltrafikken ville falde og behovet for en vejudvidelse mindskes.
- Motorvejen er uforholdsmæssigt dyr. Anlægget er budgetteret 5-6 milliarder kroner – altså nogenlunde det samme som en letbane langs Ring 3. Men sammenhold beløbet med trafiktallet ovenfor – og transportministerens mening om nytteværdi…
- Motorvejen vil overvejende få lokal betydning. På et tidligt tidspunkt blev det klart, at mere end halvdelen af trafikken på motorvejen ville være til/fra Silkeborg, og at altså kun en mindre del af bilerne ville køre hele strækningen forbi Silkeborg.
- Motorvejen er til ulempe for både by og land. Det senest foreslåede forløb giver mindre skade på fredede naturområder. Til gengæld skal vejen føres gennem bymæssig bebyggelse i Silkeborg.
- Motorvejen skaber flere trafikproblemer. Allerede nu forekommer der, i centrum af såvel Silkeborg som andre jyske byer af tilsvarende størrelse, kø-dannelser i myldretiden. Det skyldes ærindekørsel i selve bymidten; en trafik som en motorvej ikke kan afhjælpe. Tværtimod vil motorvejen gøre det umiddelbart mere tillokkende at køre i bil. Bybusserne sidder også fast i køerne – og flere af busserne er halvtomme, fordi kun få vil benytte dem, fordi de er for langsomme og ofte forsinkede, fordi de sidder fast i bilkøerne…
- Også en motorvej kan opgives. Både Lundtoftebanen og jernbanen mellem Hillerød og Frederikssund var bygget halvt færdige, da de blev opgivet. Ifølge datidens opfattelse var der ikke brug for dem. Men de penge, der allerede var investeret, var spildt. Opgiv derfor motorvejen, inden anlægsarbejderne påbegyndes!
- Sats på alternativer til motorvejen. Jernbanen Skanderborg – Silkeborg – Herning har kun ét spor, og det har den haft siden den åbnede i 1870’erne. Kapaciteten på banen er derfor stort set er den samme som for 130 år siden. Men i samme periode er Hovedvej 15 udbygget fra grusvej til motorvej. Jernbaner i fire retninger fra Silkeborg er nedlagt, og det bedste alternativ til motorvejen – et nyanlæg af en nær/-letbane direkte til Århus, og altså parallelt med den delvis fuldførte motorvej – er aldrig kommet længere end til projektstadiet. Med andre ord: hvis der skal investeres i trafikanlæg, er det nu på tide at gøre det til andet end biler!
Med denne henvendelse er det vort håb at gøre partiernes miljø- og trafikordførere opmærksom på en dårligt begrundet og uhensigtsmæssig investering i et kostbart, statsfinanieret trafikanlæg, hvis nytteværdi er til at overse, og som det endnu ikke er for sent at opponere imod. Men det haster! Vi håber også, at ordførerne forstår og formår at bruge argumenterne til på kort sigt at vende Transportministerens indstilling til letbanen langs Ring 3 – og at det på langt sigt bliver til gavn for miljøvenlige og fremtidssikre transportinvesteringer i hele landet.
Thomas Tjørnehøj
Best.medl. “Jyder Mod Overflødige Motorveje”
Emborgvej 109
8660 Skanderborg