Læserbrev bragt i Viborg Stifts Folkeblad og Ikast Avis
Af Jake Inlove, Birkehaven 7a, Engsvang
Vi har tre vejsystemer i Danmark. Vi har landeveje, hovedveje og motorveje.
Landeveje fører ud til alle de forskellige steder i landet. De er anlagt, så vi kan komme rundt i landet. Vil du et sted hen, uanset hvor ukendt og langt ude, så kan du tage landevejen. Landevejen er også en vej til alle.
Du kan gå på den som en landevejsridder, cykle, tage løbeskoene eller løbehjulet, traktoren eller scooteren og sågar ride på hest. Landevejene er små, men har plads til alle. De er ikke veje forbeholdt bilen – selvom diverse bilister ofte føler fortrinsret.
Ud over landeveje, har vi også hovedveje i Danmark. De peger ikke mod landet, men mod hovederne. De forbinder hovedpunkter i Danmark. De store hoveder, bykongerne og borgmestrene, havde brug for særlige veje til at køre lige netop deres vej.
Hovedvejene fører os ikke ud i landet, men fra den ene større by til den anden. Hovedvejene giver fortrinsret til biler – at færdes på gåben eller cykel er ikke trygt, så man må bygge cykelstier ved siden af dem. Traktorerne og scooterne kan stadig bruge dem, men ikke uden at møde rasende bilister.
Hvor landeveje og hovedveje rent sprogligt peger mod punkter i landet, så peger motorveje mod motoren. Motorvejen fører ingen nye steder hen, men har den ekskluderende kvalitet, at den er forbeholdt bilmotorerne.
Nu har vi afdækket veje for landets skyld og veje for hovedets skyld. Man kunne naivt tro, at vi var færdige, da vi med disse kan komme rundt til det hele. Historien er dog en anden. For vi er også begyndt at bygge veje for motorens, dvs. fartens skyld. Vi ligger under for fartens tyranni.
Hvor landeveje og hovedveje rent sprogligt peger mod punkter i landet, så peger motorveje mod motoren. Motorvejen fører ingen nye steder hen, men har den ekskluderende kvalitet, at den er forbeholdt bilmotorerne. Motorvejens mål er højest mulig fart på længst mulige strækninger, koste hvad det vil.
Motorvejen er på sin vis overflødig – vi kan sagtens komme rundt uden den – men samtidig fylder den mere end de andre veje, da den er større, larmer mere, forurener mere, koster mere, kræver mere. Motorens vej tager ikke hensyn til de gener, den påfører landet, for den forholder sig slet ikke til det.
Måske er det gået for vidt med den motor. I dag har den sine egne veje, sine egne huse, sine egne parker, og det virker som om, den har fået sit eget liv med sine egne mål – er det stadig os, der styrer bilen, eller styrer bilen os? Er redskabet blevet en alt for krævende herre? Hvem bygger vi i dag vejene for: landets, hovedets eller vores motorguds skyld?