JMOM v. Ellen Odgaard spurgte i august transportminister Benny Engelbrecht til hans ambitioner på transportområdet. Nu har vi fået svar:
- november 2019 2019-4367
Kære Ellen Odgaard
Tak for din henvendelse af 21. august 2019 vedrørende udviklingen på transportområdet og ligeledes tak for din lykønskning. Indledningsvis vil jeg gerne beklage mit sene svar.
Vi har i regeringen sagt, at det grønne skal gennemsyre alle politikområder og hele centraladministrationens måde at arbejde på. Og min ambition er at gøre Transportministeriet til et grønt ministerium.
I de fremtidige infrastrukturinvesteringer skal klima- og miljøhensyn i langt højere grad end tidligere tænkes ind. Det kræver bl.a. investeringer i kollektiv transport og cyklisme.
Derfor mener jeg også, at en enstrenget tilgang, som primært fokuserer på asfalt, er for ensidig. Jeg er ikke i tvivl om, at der kan findes vilje i Folketinget til en plan, hvor klima- og miljøhensyn i langt højere grad indgår.
Men en kommende infrastrukturplan vil også inkludere relevante investeringer i vejnettet. Det er vigtigt, at vi vores infrastruktur er moderne og effektiv – og så skal vi ikke glemme, at der også vil være behov for veje til at betjene fremtidens grønne el-biler.
En ny midtjysk motorvej er et meget stort og omfattende projekt. Det rummer potentialet for at skabe en helt ny korridor og dermed nye muligheder for mobilitet. Men det er også klart, at et projekt i den størrelse vil være et meget indgribende element for både mennesker og natur.
Derfor er det også vigtigt, at vi får projektet grundigt belyst. Det gælder de trafikale og økonomiske beregninger, men ikke mindst projektets miljømæssige påvirkning.
Som med alle andre store anlægsprojekter gennemføres der således en meget grundig redegørelse for projektets virkninger på mennesker, dyreliv, planteliv, vand, luft, klima osv.
Som du sikkert ved, arbejder Vejdirektoratet aktuelt på at lægge sidste hånd på forundersøgelsen af den nordlige korridor fra Give til Hobro og VVMundersøgelsen af den sydlige korridor fra Haderslev til Give.
Forundersøgelsen af den nordlige korridor er en mere overordnet analyse, men det vil i sagens natur også være nødvendigt at gennemføre en grundig VVMundersøgelse, hvis det besluttes at gå videre med den.
I forlængelse af offentliggørelsen af undersøgelserne vil der blive gennemført en høringsproces, hvor alle parter har mulighed for at komme til orde og fremlægge deres synspunkter både for og imod projektet.
Jeg vil naturligvis opfordre jer til også her at gøre jeres synspunkter gældende.
Med venlig hilsen
Benny Engelbrecht