Bilisterne må ordineres en kold tyrker
Af Søren Kirk Christiansen – april 2001
Vejudbygningen i Danmark minder i magt og meget om alkoholikerens besættelse af tanken om mere alkohol. Alkoholikeren vil på trods af sygdom og svækkelse fortsat række ud efter mere af den gift, der fortærer ham. I virkeligheden er hans eneste redning et totalt og definitivt stop for alkohol.
Danmark gennemskæres af 1000 km motorvej, 10.000 km amtsveje og 50.000 km kommunale veje. Det er efterhånden svært at finde bare et sted i den fri natur, hvor man ikke hører den evindelige kværnen af trafikstøj.
På trods af det overordentligt gode vejnet, der tilfredsstiller ethvert ønske om hurtig og sikker fremkommelighed i bil, er der praktisk talt ingen politiker, der drømmer om at vejfesten snart skal slutte – således heller ikke i regeringens forslag til strategi for en bæredygtig udvikling.
Trafikministeriet og Vejdirektoratet udgav i november sidste år rapporten “Grundlag for vejinvesteringplan 2000-2015”.
Rapporten beskriver 60 større eller mindre vejudbygningsprojekter, som forventes færdige inden år 2015. En gennemgang af amternes vejplaner viser samme form for fantasiforladthed Alle amter, på nær Bornholms Amt, har voldsomme vejudbygningsplaner på tegnebordet. Tankegangen bag de omfattende vejplaner er perspektivløs og dybest set syg.
Sandheden er jo, at når alle disse vejprojekter står færdige om femten år, så vil der til den tid foreligge nye og lige så omfattende vejplaner, som politikerne og Vejdirektoratet finder nødvendige af hensyn til “fremkommelighed, miljø og trafiksikkerhed”, som der står i den store statslige vejudbygningsrapport.
Erfaringerne taler deres eget tydelig sprog. Da man for år tilbage udvidede Helsingørmotorvejen gik der kun et år, før motorvejen atter var fyldt med biler. Da motorvejen udenom Århus blev åbnet, gik der kun få år, før trafikpresset på byens ringvejsnet atter var det samme. Da Storebæltsbroen åbnede steg trafikken på den fynske motorvej med 10.000 biler i døgnet, hvorefter Fyns Amt straks gik i gang med at udvide vejnettet omkring Odense og Nyborg. Vejudvidelser fører til nye vejudvidelser.
Denne udvikling har medført, at danskerne bruger mere og mere tid på vejnettet. I 1999 måtte bilisterne køre 19 milliarder km ekstra for i store træk at nå det samme som ved at køre 40 milliarder km i 1985. På samme måde, som alkoholikeren vænner sig til og forlanger stadigt mere alkohol, vænner vore politikere bilisterne til at køre mere og mere. Bil- og olieindustrien er naturligvis glade for denne såkaldte udvikling, men naturen og miljøet, og menneskene er klare tabere.
Sandheden er at vi har veje nok. Landets bilister må ordineres en kold tyrker. Det er meget muligt, at udsigten til et stop for flere veje i Danmark vil udløse en smertefuld erkendelseproces, men vi lover for at resultatet i sidste ende bliver bedre end godt.
Ikke mindst hvis alle de tiltænkte vejinvesteringer i stedet går til et bedre og billigere kollektivt trafiksystem. Desværre forekommer disse enkle sandheder umulige at indse for trafikministeren og hans trafikpolitiske flertal.
Med åndelig solformørkelse fører landets beslutningstagere landet ud i flere naturødelæggelser og mere støj- og luftforurening. Ligesom alkoholikeren ødelægger livet for sig selv, gør den herskende trafikpolitik landet grimmere og tristere at bo i.
Vi er derfor enige med tidligere trafikminister Sonja Mikkelsen, der i tidsskriftet SALT fra maj 2001 udtaler følgende:
“Måske er vi nået dertil, at der er for mange veje. Der er grænser for hvor meget vej, vi kan bygge.
Trafikken fylder simpelthen for meget i byerne og i landskabet. Når det går op for os, vil vi måske stille krav om andre løsninger, for eksempel udbygningen af den kollektive trafik, fremme af cykling osv.”