Jeg ligger og koger i en hængekøje

Af Tom Vilmer Paamand – maj 2002

Jeg ligger og koger i en hængekøje otte meter over jorden. På sådan en lækker forårsdag føles de første ugers snestorme, som lå de år tilbage. Men det er nu også kun de sidste uger, at hængekøjen har kunnet bruges uden vanter. Når det er lunt ved jorden, er det ofte ret køligt i trætoppene. Et liggeunderlag vippet op i vindretningen tager dog det værste af trækken.
 
Fra køjen er der fin udsigt til de forbikørende biler og motorvejsbyggeriet, og heldigvis også til de mere uspolerede områder i de andre retninger. Det lille telt har desværre kun åbning i den ene side. Platformen er trekantet, så teltet kan kun vende én vej – og det er med åbningen bort fra vejen og lige i den gængse vindretning.
 
Det mere stille og lunere vejr er derfor en stor omvæltning. Slut på at leve det ret isolerede liv inde i et lukket telt – nu kan hele dagen nydes i det fri. Vi kan vinke til bilisterne, der hyggetrutter til os – og sende en diskret finger til øvhornene. En meter borte hopper musvitter rundt, og nede på jorden under os piler der små røde mus rundt.

Julie havde sine heste på besøg her ude. Det inspirerede landmanden til at også sende sine køer ud, så i et par dage var lejren omringet af meget nysgerrige køer. De fleste af dem respekterede indhegningen, men en af dem trampede rundt i lejren – og stirrede forvirret op på mig.

Vores smukke blå banner blafrer over teltet i trætoppene. Det er i mange farver og smukt syet – og har fint overlevet de mange måneder. Til gengæld er det godt skjult i bladhanget nu. Det nye store orange banner med en vægtskål, der vejer natur mod trafik, kunne ikke tåle stormene, og er pillet ned.

På skråningen står en godt placeret træstub, der fungerer som stol for vore mange gæster. I stille vejr skal der ikke råbes, og så kan der holdes hyggeligt selskab på nogle meters afstand med te og småkager. Dyrene må gerne fodres! Et par seje knægte giver lakridser, en familie kommer forbi med en burger og et par motorvejs-arbejdere deler et par fyraftens-bajere. Det hele ryger til vejrs i madspanden for enden af klatresnoren.

Som regel er det gode folk, eller hyggelige skeptikere, der kommer. En sjælden gang er de dummere, og så skal der udfoldes gode konfliktdæmpende evner oppe fra det høje. Første bud er at tage et par gode billeder – det dæmper altid gemytterne, når anonymiteten er røget. Og så ender det med en snak i stedet for ballade.

Overraskende nok er pressen fortsat pænt interesseret i os – på trods af, at der ret beset ingen udvikling er sket i aktionen i tre måneder. Når mobilen ringer, er det bare med at kunne fyre noget fængende trafikpoltik af, så det ikke bare bliver om “pælesidning”. Senest har det fx været Danmarks Radios 19-direkte, BT – og Familie Journalen! Desuden har en masse journalistelever trænet sig på os – og vi på dem.

Ellers går tiden med at skrive alenlange filosofiske udredninger i vores interne trædagbog – og ikke mindst med at læse de andres. Der er fyldt rigtig mange sider i det høje. Ikke mindst med overvejelser over, at al trafikken forbi skyldes de lokale bagere – den ene er rigtig god til hindbærsnitter og den anden til boller. Hvis de nu delte opskrifter med hinanden, ville der slet ikke være brug for en motorvej!

Og så skal der trænes i SMS-haiku. Det er en særlig form for kortprosa, der sendes fra en mobiltelefon direkte fra træet til Jydernes hjemmeside www.JMOM.dk.Disse bidrag skal jo gerne være interessante, nyskabende og ikke mindst trafikpolitisk motiverende.

Det er den ærede SMS-skribent ikke altid i hopla til, så det ender gerne i alt fra filosofiske betragtninger til tørre konstateringer om den velkomne og oftest meget delikate aftensmad. Besøget af en rar aktivist med kærligt tilberedt aftensmad er jo altid noget at se frem til!

Denne måned har været lidt hård for træfolket, da en del af de faste har prioriteret eksamener højere end træet. Snart vender disse gode kræfter tilbage – så hvis Vejdirektoratet regner med at udmatte os, må vi skuffe dem. Det er fortsat fedt at få lov til at kravle til vejrs i det lille refugium, hvor al mad smager bedre og tankerne flyver højere.