Det er, som om tiden har stået stille i hovedet på visse politikere, som om de i stor udstrækning mener, at vi bare kan leve og gøre som hidtil og forlade os på, at ny teknologi kan klare problemerne med den fortsatte forøgelse af de menneskeskabte klimaforandringer.
Mandag den 26. oktober, en uge før klimatopmødet COP 26 i Glasgow, gjorde danske forskere noget radikalt: de blev klimaaktivister. I afmagt og frustration blokerede de gaden foran Klimaministeriet i protest mod politikernes manglende klimahandling. En af forskerne sagde ifølge Information: ”Vi har skrevet videnskabelige artikler over årtier, men CO2-udledningerne stiger, og det er tid til offentlig handling.”
Verdens førende koralforsker, Charlie Veron, har i årevis advaret mod ødelæggelserne af klodens koralrev. Han fortæller nu grædefærdig, at halvdelen af alle verdens koralrev er døde inden for de seneste to år som følge af klimaforandringerne.
I Politiken bragte den anerkendte fotograf Jan Grarup den 7. november – under COP 26 – reportagen: ”En rejse ind i klimakatastrofens hjerte.” I tekst og uafrystelige fotografier dokumenterede han de voldsomme klimaforandringer, der hærger Sydsudan med lange tørkeperioder efterfulgt af voldsom regn, som skyller alt væk, og Nilen, der går over sine bredder og drukner både træer, dyr og mennesker. Flere end 600.000 mennesker er påvirket, mange har mistet deres hjem. De lever i mudder på små øer og tuer og mangler både fødevarer, medicin og rent drikkevand.
Klimaminister Dan Jørgensen forsøger at overbevise os om, at Danmark har verdens formentlig mest ambitiøse klimalov med det mål at skære 70 % af CO2-udledningen i 2030, men hvad hjælper det, når klimaloven ikke er juridisk bindende, og politikerne forhaler de vigtigste skridt mod at nå klimamålet? De har bl.a. forkastet de økonomiske vismænds anbefaling om en CO2-afgift og har med Infrastrukturplanen besluttet at bruge milliarder på nye motorveje, der vil give ekstra trafik på mange millioner kørte kilometer i 2030 og dermed en betragtelig forøgelse af udledningen af CO2. Dertil kommer store CO2-udslip fra anlægsprocesserne.
En af hovedforfatterne til FN’s klimarapport, klimaforsker Jens Hesselbjerg Christensen, har til TV2 udtalt, at Infrastrukturplanen er ”et eksempel på, at politikerne har misforstået én vigtig pointe: At klima skal tænkes ind i alle afdelinger af vores samfund.” Også professor i transportøkonomi Mogens Fosgerau var kritisk: ”Hvis vi har tænkt os at nå målet om 70 procent, spilder vi med denne her aftale en masse milliarder til ingen verdens nytte.”
Da regeringen i september præsenterede sit klimaprogram, forlød det, at der på transportområdet var potentiale til at spare mellem 9 og 10 ud af de forventede 11,5 millioner ton CO2 i 2030 ved hjælp af flere elbiler, flere biobrændstoffer og nye brændstoffer dannet ved brug af vedvarende energi. Tre eksperter har til Politiken erklæret det for urealistisk. Det ville bl.a. kræve, at der fra nytår kun blev solgt elbiler. ”Det er fri fantasi,” sagde Mogens Fosgerau. ”Det kan aldrig blive til virkelighed. Et teknisk potentiale bør som minimum være teoretisk muligt, ikke bare et fantasiscenarie.” Svend Tøfting fra Ingeniørforeningen påpegede, at der i 2030 vil køre langt over to millioner fossilbiler på vejene – alene det gør regnestykket umuligt.
Tiden er bare ikke til flere motorveje, når klimalovens mål skal nås.
Karin Bang, læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad 29. 11. 2021
Lige i skabet! Og godt at det blev optaget. Vi må bare ikke glemme, at
el-ikke løser nogensomhelst problemer i den store sammenhæng.
Produktionen af både biler og batterier trækker i den forkerte
retning. Der er langtfra råstoffer nok til at producere batterier til,
at alle verdens benzin- og dieselbiler kan erstattes af elektriske.
Hvis man absolut VIL køre i bil, må det mindst ringe være at lade være
med at udskifte den bil, man allerede har, oftere end nødvendigt.
Ellers opvejes en ny bils lavere emissioner og energiforbrug af det,
det “koster” at fremstille den – uanset om den er elektrisk eller ej.
Mvh.
Thomas