Beslutningen om at elektrificere størstedelen af jernbanenettet i Danmark blev truffet i 1979 ud fra nogle forudsætninger, som ikke længere er aktuelle. At projektet er opgivet er derfor ikke ufornuftigt. Men Jyllands-Postens lederskribent har ikke fulgt med tiden.
Af Thomas Tjørnehøj – Læserbrev til J-P, sendt 12. november 2007
Som det ganske rigtigt fremgår af lederen 10. november, blev elektrificering af størstedelen af det danske jernbanenet vedtaget i 1979. Det nævnes derimod ikke, at der i den mellemliggende periode er sket en teknisk udvikling, som ingen da kunne have forudset, og som har gjort elektrificering af fjerntrafikken til en noget tvivlsom affære.
Måske er det ikke avisen bekendt, at der for endda nogle år siden er seriefremstillet personbiler, der kan køre over 30 km på en liter dieselolie. Denne ukendskab kan skyldes, at disse biler aldrig rigtig er slået an i Danmark, hvilket må tilskrives landets særlige måde at beskatte biler på. Noget som heller ikke den nuværende regering har formået at ændre mærkbart.
Moderne dieselmotorer er miljøvenlige
Men denne tekniske udvikling er også kommet jernbanemateriel tilgode. De motorer, der anvendes i moderne dieseltog, overholder de strengeste krav til emissioner, og der er derfor ikke længere noget miljømæssigt efterslæb i forhold til tog, der drives af elektricitet fremstillet på et kulkraftværk. Avisen har derfor intet belæg for at kalde togene »dieselstinkende«. Dertil kommer, at nutidens dieseltog overordnet set ikke behøver at være mere støjende, er billigere i indkøb og ikke væsentligt dyrere i vedligeholdelse end tilsvarende el-tog.
Kostbare ledninger
At elektrificering af »resten af hovedjernbanenettet« skulle kunne gøres for »nogle få milliarder«, synes også at være noget af en tilsnigelse. Sammenholdt med omkostningerne for de sidste elektrificeringsarbejder må alene strækningen Fredericia – Århus forventes at løbe op i små to milliarder kroner. Dertil kommer en kostbar, løbende vedligeholdelse af køreledningsanlægget, der nødvendiggør jævnlige spærringer af spor med tilhørende risiko for forsinkelser af toggangen, mens arbejdet står på.
Det samlede regnskab
Dengang hovedparten af DSBs fjerntrafik afvikledes med diesellokomotiver – som i 1979, da elektrificeringen blev vedtaget – var ca. 130 mand beskæftiget med vedligeholdelse af disse lokomotiver. Hvis en tilsvarende trafik skulle være afviklet med el-lokomotiver, kunne vedligeholdelsen være klaret med det halve antal, altså 65 mand. Men vedligeholdelsen af køreledningsnettet havde krævet mere end andre 65 mand. En elektrificering ville altså have betydet en samlet forøgelse af vedligeholdelsesomkostningerne.
Situationen idag
Siden da er DSBs rolle reduceret til operatør, og forvaltningen af infrastrukturen overgået til Banedanmark. I takt med indførelsen af moderne, lette dieseltog, er udgifterne til vedligeholdelse af materiellet reduceret kraftigt. Til gengæld betaler DSB en afgift for at benytte infrastrukturen, dvs. spor og køreledningsanlæg. Og da vedligeholdelsen af dette kræver dyrt maskineri og/eller meget mandskab, således at mest muligt arbejde kan udføres på kortest tid, så trafikken forstyrres mindst muligt, er der ingen grund til at antage, at udgifterne til denne vedligeholdelse i mellemtiden er blevet mindre. Dertil kommer, at såvel antallet af tog som disses hastighed er væsentligt højere end i 1979. Dette medfører øget slitage og større behov for eftersyn og vedligeholdelse – to forhold, som heller ikke påvirker omkostningerne til vedligeholdelse i gunstig retning.
El-drift er sårbar
Men ville vi have haft en mere velfungerende jernbane i 2007, hvis jernbanenettet var blevet elektrificeret jvf. vedtagelsen i 1979? Tja, der er jo intet belæg for at antage, at køreledningsnettet skulle være blevet bedre vedligeholdt end skinnenettet. Vi kunne derfor idag have haft elektriske tog, som ikke kun kørte langsomt som følge af dårlige skinner, men holdt helt stille i timevis på grund af nedfaldne køreledninger. Daglige togrejsende på de elektrificerede strækninger vil måske endda hævde, at det faktisk forholder sig sådan!
Den virkelige stinkbombe
Der er derfor ikke meget »stinkbombe« over dieseltogene i dagens Danmark. Langt værre er det, at skinnenettet har været udsat for hvad der kunne kaldes systematisk mangel på vedligeholdelse, så togene idag ikke er i stand til at tage deres del af landets transportopgaver. Den virkelige stinkbombe er en følge af dette: den stadigt stigende vejtrafik, som er den eneste årsag til, at CO²-udledningen i Danmark er stigende, og som skiftende regeringer – i varernes urimeligt frie bevægeligheds og asfalt-ideologiens navn – ikke har evnet eller ønsket at tøjle. Og blandt de største stinkere findes de politikere, der har besluttet og bevilget penge til milliard-dyre motorvejsanlæg til få tusinde biler pr. døgn, mens parallelt forløbende jernbaner fortsat har måttet klare sig med det ene spor, de har haft siden anlægget i 1870’erne. Så meget for politikernes standardmelding om, at toget skal være et reelt alternativ til bilen!
Dieseltog NU giver mest miljø for pengene
Teknikken til biltrafikkens miljømæssige redning – brint eller biobrændsel – er stadig på forsøgsstadiet. En stabil og væsentlig el-forsyning fra vedvarende energikilder – det eneste slagkraftige argument for elektrificering af fjerntrafikbanerne – lader ligeledes vente på sig. Men såvel jernbanen som miljøvenlige dieseltog er derimod forlængst opfundet og i drift. Så hvis vi virkelig vil have bedre plads på vejene og nedbragt CO²-udledningen, er det kun et spørgsmål om nødvendige bevillinger til udbygning og drift af jernbanen. Og som ekstragevinst får man en ganske betydelig reduktion af antallet af trafikulykker.
Thomas Tjørnehøj
Best.medl. “Jyder Mod Overflødige Motorveje”
Emborgvej 109
8660 Skanderborg