Måned: maj 2002

Der sidder en jyde i et træ vest for Århus. Og der har han nu siddet i snart 3 måneder. 

Af Ellen Odgaard – maj 2002

Der sidder en jyde i et træ vest for Århus. Og der har han nu siddet i snart 3 måneder. I regn og slud og storm. Ganske vist ikke én og samme person – men alligevel. Så må man da være gal og sej. Han har bosat sig i de træer, der skal fældes, for at motorvejen mellem Århus og Herning kan fuldføres, og for at gøre opmærksom på det gale i den trafikudvikling, der kører derudaf, og som boomet af motorveje er en væsentlig del af.
Men tror den gale, seje jyde – og de øvrige medaktivister – virkelig, at de kan stoppe et igangværende motorvejsbyggeri med disse metoder? Nej! Så mange års erfaring og livtag med samfundet, har vi dog taget. Vi tror dog alligevel på, at vores aktion nytter noget på sigt.
For 30 år siden var der nogle gale mennesker, der råbte op om økologi og tømte affaldsposer ud på gaden og sorterede det i forskellige dynger.
Andre oksede rundt med reklamer for at blive fri for dem. Nogle gale mennesker gik besærk og knoklede med vindmøller, som de fik til at snurre. De blev alle kaldt gulerodsbumser og andefodstumper og deslige ikke særlige flaterende navne.

I dag kender ethvert barn til økologi, og der holdes store verdensomspændende konferencer om miljø og økologi. Alle kommuner sorterer og genbruger affald i en eller anden udstrækning.
»Reklamer – nej tak« tager Postvæsenet sig af. Og vindmølleproduktionen er landets tredje største indtægtskilde.
Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Først og fremmest fordi nogle gale mennesker stædigt har holdt fast i deres viden og sunde fornuft og gjort opmærksom på den ad udenomsparlamentatiske veje. Derved blev det til en folkesag. Og først da er der lydhørhed hos de politiske myndigheder.
Vi ved ikke, hvor mange sympatisører vi har. Men vi får mange positive tilkendegivelser. En del bilister på den eksisterende vej (A 15) giver små anerkendende dyt. Der er også mange, der ønsker ad os ad H… til.
Vi tror dog stadig på, at flere og flere mennesker synes, at trafikudviklingen kører den gale vej.
Der må dog være en grænse for, hvor mange biler og motorveje og deraf følgende jag, vi vil acceptere i vores lille land.

Er vi rablende sindssyge, os som sidder i træet for at protestere imod motorvejen?

Af Julie Albeck – maj 2002
 
Ja helt normale er vi da i hvert fald ikke – når man definerer normalitet som det flertallet i en kultur gør. For så ville der jo sidde mange flere derude… og der ville ikke engang være en historie i det. Nej vi er nok i hvert fald lidt »usædvanlige« – og ikke så lidt provokerende, vil nogen mene.
Vi irriterer dem, som glæder sig til at komme ud og køre stærkt på motorvejen noget så grusomt. De, som har så utrolig travlt, og som næ-sten ikke kan udholde at overholde fartgrænser. De, som får afløb for deres behov for fart og spænding ved at brænde Co2 af uden tanke for, hvad denne trang påfører miljøet, klimaet og ikke mindst vore efterkommere af problemer. Fremtiden? Global opvarmning? Så langt kan de virkelig ikke tænke, for de skal frem, og det skal være lige nu. Ja og måske skal de besøge noget familie eller på arbejde uden for byen, så de har altså nærmest krav på at der bliver bygget en motorvej i præcis den retning, de skal. Ja, er det ikke en menneskeret at have motorveje til døren? Og at komme frem så hurtigt som muligt? Hvem kan tolerere at transport tager tid i vore dage?

Ren galskab

Hele denne hedonistiske og stressede livsstil har en høj pris. Både for den enkelte som vænner sig til at køre – og leve – i en forskruet tempo, og for naturen, miljøet, de dyr, der bliver slagtet langs vejene og de trafikofre, som det opskruede tempo også er skyld i. At tilsidesætte alle disse problemer for sin egen egoistiske trang til at komme hurtigt frem og køre stærkere og stærkere udtrykker en kynisk ligegyldighed, som er en psykopat værdig. Psykopater er netop kendetegnede ved kynisk ligegyldighed overfor andres liv og lemmer, trang til sansestimulation og lav tolerance overfor frustrationer.
Motorvejsbyggeri og »fartbølleri«/drengerøvsmentalitet udmønter sig i en aggressiv og destruktiv adfærd, som vore efterkommere næppe vil betegne som mentalt sund. Intelligent er det slet ikke.
Ingen andre arter ødelægger med overlæg deres egne livsmuligheder sådan som mennesket gør. Man kan hverken leve af ‘sparet tid’ eller økonomisk vækst. Den natur vi massakrerer og det klima vi ødelægger, kan vi aldrig købe tilbage uanset hvor meget den økonomiske vækstkurve så stiger. Det er tilsyneladende en kollektiv fortrængning. Og det er ren galskab.

At fuldføre byggeriet af motorvejen mellem Århus og Herning svarer til at bygge et nyt Rigshospital på Samsø.

Af Frans Mattesen – maj 2002

Siden 17. februar har Jyder Mod Overflødige Motorveje næsten permanent været bosat i trætoppene ved Lyngbygård Å. Det sker i protest mod motorvejen Århus-Herning, som vi finder inderligt overflødig.
Den eksisterende vej har en kapacitet på 2200 biler i timen, og selv i spidsbelastningstimen om morgen og om eftermiddagen er der mindre end 60 pct. af den mængde biler. I døgnet er der maksimalt 14.000 biler.
De små trafikmængder giver intet grundlag for at bygge en motorvej med en timekapacitet på 8000 biler og en døgnkapacitet på 200.000 biler.
Det svarer til at bygge et nyt Rigshospital på Samsø! Jo bedre en vej er, og jo lettere, det er at bruge den, jo flere vil der køre på den. Det er set igen og igen både herhjemme og i udlandet. For eksempel er Vejle midtby i dag lige så trafikbelastet som før Vejlebroens indvielse i 1982, og i Århus kører der lige så mange biler på de to ringveje, som der gjorde, før motorvejen uden om byen blev anlagt.
Kun for bilejere Det er skruen uden ende. Vi har med glæde konstateret, at regeringen og den nyudnævnte direktør for det nye institut for miljøanalyse, Bjørn Lomborg, forfægter synspunktet, at vi i Danmark skal have mest miljø for pengene.
Ønsker vi en miljømæssig og social bæredygtig udvikling er en motorvej uforenelig hermed. Trafik er nødvendig for os alle, men en motorvej er kun for de, som har bil. I Århus Amt er det for eksempel ikke engang halvdelen af husstandene, der har bil. 54 pct. af samtlige husstande i amtet er nemlig uden bil! Når det drejer sig om trafikpolitikken i Danmark, kører det jo den helt gale vej.

I stedet for mest muligt miljø for pengene bliver der produceret miljøproblemer.
Alt for mange veje Vi mener, at forkælelsen af privatbilismen og den fortsatte satsning på motorveje trænger til en grundig granskning. Danmark har i forvejen Europarekord i antallet af kilometer motorvej i forhold til vognparken.
Vi har 1000 km. motorvej, 10.000 km. amtsveje og 50.000 km. kommunale veje.
Vi har veje nok! Vi venter, at der vil blive udarbejdet analyser af de miljømæssige konsekvenser af trafikpolitikken. Og at man ikke mindst vil inddrage alternativerne til øget privatbilisme og mere asfalt.
I tilfældet motorvejen Århus-Herning har Jyder Mod Overflødige Motorveje f.eks. peget på en letbane Århus-Galten-Silkeborg som et alternativ.
Skaber problemer Den øgede bilisme kombineret med endnu flere motorveje, skaber en bred vifte af miljøproblemer:
Transportsektorens andel af CO2-udslippet er ca. 25 pct., og stigningen i trafikkens udslip ligger i øjeblikket på to-tre pct. pr. år.

Ifølge FDM stiger energiforbruget med 35 pct., forureningen med 48 pct.
og støjen med 56 pct., når bilhastigheden stiger fra 80 til 120 km/t.
Motorveje forurener! Forøget motorvejsbyggeri indskrænker den meget begrænsede frie natur.
F.eks. vil Århus-Herning motorvejen med den sandsynlige nordlige linieføring uden om Silkeborg ødelægge Gudenå-dalen, Funder Ådal, de smukke områder ved Gødvad og Hørbylunde Bakker. Det er nogle af Danmarks smukkeste og fredede naturområder, der både fungerer som opholdssted for dyr og planter og som rekreative områder for mennesker.

Af Tom Vilmer Paamand – maj 2002

Jeg ligger og koger i en hængekøje otte meter over jorden. På sådan en lækker forårsdag føles de første ugers snestorme, som lå de år tilbage. Men det er nu også kun de sidste uger, at hængekøjen har kunnet bruges uden vanter. Når det er lunt ved jorden, er det ofte ret køligt i trætoppene. Et liggeunderlag vippet op i vindretningen tager dog det værste af trækken.
 
Fra køjen er der fin udsigt til de forbikørende biler og motorvejsbyggeriet, og heldigvis også til de mere uspolerede områder i de andre retninger. Det lille telt har desværre kun åbning i den ene side. Platformen er trekantet, så teltet kan kun vende én vej – og det er med åbningen bort fra vejen og lige i den gængse vindretning.
 
Det mere stille og lunere vejr er derfor en stor omvæltning. Slut på at leve det ret isolerede liv inde i et lukket telt – nu kan hele dagen nydes i det fri. Vi kan vinke til bilisterne, der hyggetrutter til os – og sende en diskret finger til øvhornene. En meter borte hopper musvitter rundt, og nede på jorden under os piler der små røde mus rundt.

Julie havde sine heste på besøg her ude. Det inspirerede landmanden til at også sende sine køer ud, så i et par dage var lejren omringet af meget nysgerrige køer. De fleste af dem respekterede indhegningen, men en af dem trampede rundt i lejren – og stirrede forvirret op på mig.

Vores smukke blå banner blafrer over teltet i trætoppene. Det er i mange farver og smukt syet – og har fint overlevet de mange måneder. Til gengæld er det godt skjult i bladhanget nu. Det nye store orange banner med en vægtskål, der vejer natur mod trafik, kunne ikke tåle stormene, og er pillet ned.

På skråningen står en godt placeret træstub, der fungerer som stol for vore mange gæster. I stille vejr skal der ikke råbes, og så kan der holdes hyggeligt selskab på nogle meters afstand med te og småkager. Dyrene må gerne fodres! Et par seje knægte giver lakridser, en familie kommer forbi med en burger og et par motorvejs-arbejdere deler et par fyraftens-bajere. Det hele ryger til vejrs i madspanden for enden af klatresnoren.

Som regel er det gode folk, eller hyggelige skeptikere, der kommer. En sjælden gang er de dummere, og så skal der udfoldes gode konfliktdæmpende evner oppe fra det høje. Første bud er at tage et par gode billeder – det dæmper altid gemytterne, når anonymiteten er røget. Og så ender det med en snak i stedet for ballade.

Overraskende nok er pressen fortsat pænt interesseret i os – på trods af, at der ret beset ingen udvikling er sket i aktionen i tre måneder. Når mobilen ringer, er det bare med at kunne fyre noget fængende trafikpoltik af, så det ikke bare bliver om “pælesidning”. Senest har det fx været Danmarks Radios 19-direkte, BT – og Familie Journalen! Desuden har en masse journalistelever trænet sig på os – og vi på dem.

Ellers går tiden med at skrive alenlange filosofiske udredninger i vores interne trædagbog – og ikke mindst med at læse de andres. Der er fyldt rigtig mange sider i det høje. Ikke mindst med overvejelser over, at al trafikken forbi skyldes de lokale bagere – den ene er rigtig god til hindbærsnitter og den anden til boller. Hvis de nu delte opskrifter med hinanden, ville der slet ikke være brug for en motorvej!

Og så skal der trænes i SMS-haiku. Det er en særlig form for kortprosa, der sendes fra en mobiltelefon direkte fra træet til Jydernes hjemmeside www.JMOM.dk.Disse bidrag skal jo gerne være interessante, nyskabende og ikke mindst trafikpolitisk motiverende.

Det er den ærede SMS-skribent ikke altid i hopla til, så det ender gerne i alt fra filosofiske betragtninger til tørre konstateringer om den velkomne og oftest meget delikate aftensmad. Besøget af en rar aktivist med kærligt tilberedt aftensmad er jo altid noget at se frem til!

Denne måned har været lidt hård for træfolket, da en del af de faste har prioriteret eksamener højere end træet. Snart vender disse gode kræfter tilbage – så hvis Vejdirektoratet regner med at udmatte os, må vi skuffe dem. Det er fortsat fedt at få lov til at kravle til vejrs i det lille refugium, hvor al mad smager bedre og tankerne flyver højere.