Af Mikael Witte, trykt i Aktuelt 23. oktober 2000.
Begivenhedsforløbet er dokumenteret: Søndag den 16. juli klokken 9.00 mødtes aktivister fra ‘Jyder Mod Overflødige Motorveje’ ved motorvejsbroen ved Hammerum – en del af motorvejsbyggeriet Århus-Herning.
Aktivisterne havde i forvejen meddelt Herning Politi, at de ville aktionere. En første politipatrulje, bestående at to betjente, ankom til gerningsstedet klokken 10. Betjentene henstillede, at aktivisterne stoppede deres udfoldelser og bad dem flytte sig fra malerstedet. Dette nægtede aktivisterne og insisterede på at blive båret væk af politiet.
Betjentene afviste aktivisternes ønske og kørte tilbage til politistationen.
Klokken 12.30 troppede betjentene igen op ved malerstedet og bad aktivisterne holde inde. Dette efterkom aktivisterne øjeblikkelig, idet de var færdige.
Anklagen om groft hærværk er fejlagtig, og retten må derfor afvise den.
Bemalingen var ikke hærværk, men et kunstværk. Det havde stor billedmæssig kraft, der udsprang af både bemalingens komposition og af hele aktionen.
Ved kompositionen forstår jeg de malede billedelementer (livstråd, mennesker, elverfolk og nisser), som historisk bevidst knytter an til den folkelige kultur og troen på livet. Ved kompositionen forstår jeg også bemalingens helhed, at aktivisterne ved at benytte undersiden af en bro fastholdt denne som tunnel, som forbinder forskellige tilstandsformer, hvilket rummer et af filosofiens problemer: Mennesket bevæger sig. Skifter det så identitet, spørger filosofferne. Spørgsmålet indgår i såvel den historiske som den moderne mytologi.
Kunstværket har vakt langt større opmærksomhed end de fleste af tidens malerier. Hvad vi har været vidner til, er en generobring af forholdet mellem kunst og liv – og det vækker eftertanke langt uden for kunstens verden. Bemalingen er et værk, der er med til at overskride kunstens isolation og derfor har betydning langt uden for Hammerum.
Anklagerens påstand om overtrædelse af straffelovens § 291 stk. 2. om hærværk af betydeligt omfang – med en straframme på fire år – er derfor fejlagtig.
Paragraffen indleder kapitel 29 om ‘andre strafbare formuekrænkelser’ – og her er netop ikke tale om nogen formuekrænkelse. Et samfund som det danske, der i en international konvention har lovet at beskytte dyrkelsen af kunst i alle dens udtryk, vil et kunstværk være en formueforøgelse.
Sandheden om hærværket er, at hele motorvejsbyggeriet er et gigantisk hærværk. Motorvejen Århus-Herning vil ødelægge Gudenådalen, Funder å-dal, de smukke områder ved Gødvad og Hørbylunde Bakker, Lyngbygård å-dal. Det er nogle af Danmarks smukkeste naturområder, der både fungerer som opholdssted for sjældne dyr og planter og fungerer som rekreative områder for mennesker. Internationalt støtter Danmark arbejdet for biodiversitet.
Det bør også ske i Danmark! Sandheden er, at denne motorvej ikke løser trafikproblemer, men skaber dem. Flere veje øger trafikmængden. Mere trafik fører til mere kuldioxid, mere metan, mere kulilte og mere ammoniak.
Danmark har internationalt forpligtet sig til at nedbringe mængden af udstødningsgasser. Men motorvejen øger den. Trafikken vil fremskynde ødelæggelsen af luften, jorden og vandet.
Anklagen for hærværk må rettes mod dem, der planlægger overflødige motorveje. Anklagen efter straffelovens bestemmelse om strafbare formuekrænkelser burde altså rettes mod de uansvarlige, der har ansvaret for denne motorvej.
Kravet om erstatning på 59.006 kroner bygger på anklagen om hærværk. Men erstatningskravet er fejlagtigt og retten må afvise kravet som ubegrundet.
Aktivisterne har ikke ødelagt motorvejsbroen og forringet dens værdi.
Tværtimod har de forskønnet den og dermed øget dens værdi. Det er flot, at ‘Jyder Mod Overfl ødige Motorveje’ vederlagsfrit har overdraget kunstværket på broen til Vejdirektoratet.
Sandheden om værdiforringelsen er, at hele motorvejsbyggeriet medfører en gigantisk værdiforringelse af samfundet. De små lokalsamfund bliver taberne. Motorvejene gør det lettere at køre ind og fylde indkøbsvognene i storcentrene. Det vil suge livet ud af de små bysamfund og centralisere økonomien.
Det er vigtigt at erindre, at halvdelen af de danske hustande ikke har bil – og ikke har mulighed for at udnytte stortilbud i lavpriscentre. Og at den del der har råd til at købe stort ind får stress af at køre for at spare.
Sociologiske undersøgelser har vist, at livskvalitet og overskuelighed hænger sammen. Motorveje, storbyer og indkøbscentre ødelægger denne overskuelighed og sammenhængskraft. Motorveje forringer livskvaliteten for de fleste.
Kravet om erstatning må altså rettes mod dem, der planlægger overflødige motorveje.
Aktivisterne fra ‘Jyder Mod Overfl ødige Motorveje’ aktionerede mod motorvejsbroen ved højlys dag. De protesterede fredeligt og ikke-voldeligt, og alle står ved deres handlinger. De malede på Vejdirektoratets, det vil sige statens, det vil sige vores alle sammens stenbelægning, fordi sagen om motorvejen har været kørt, uden at der har været nogen reel diskussion af projektet og dets konsekvenser.
EU’s VVM-direktiv – Vurderinger af Virkninger på Miljøet – har åbenbart ikke kunnet hindre gigantbyggeriet. Det er blevet ved de smukke ord.
Regeringen taler fortsat gerne og højlydt om bæredygtighed – men denne motorvej trækker den anden vej. Den gale vej.
For aktivisterne blev denne sag så alvorlig, så de tog den i egen hånd.
Det havde ideelle motiver, og de står de ved dem. For dem handler sagen om livsforhold for mennesker, om demokrati, natur og skønhed.
Høje ret! Jeg minder Retten om proportionalitetsprincippet: Den skade, aktivister fra ‘Jyder Mod Overfl ødige Motorveje’ har begået, er minimal sammenlignet med den skade, byggerne af den overflødige motorvej begår.
Jeg erindrer retten om at livsforhold for mennesker, demokratiet, naturen og skønheden har langt større betydning end ejendomsretten til et læs grå belægningssten.
Og jeg opfordrer retten til at frifinde aktivisterne fra ‘Jyder Mod Overflødige Motorveje’.