Intet har ændret vores byer og vores landskab så dramatisk som privatbilismen.
Af Søren Kirk Christiansen, Bente Fuglsbjerg, Svend Vestergaard Jensen og Julie Albeck.
Intet har ændret vores byer og vores landskab så dramatisk som privatbilismen. Bilismen har skabt udstrakte sovebyer, smagløse indkøbscentre og enorme vejanlæg omkring vores byer. Bilerne fylder og dominerer byernes gaderum så totalt, at vi ikke tør sende ungerne af sted på cykel til skole. I stedet vælger vi at hente og bringe børnene i bil.
Den sundhedstruende støj- og luftforurening er blevet et beklageligt levevilkår.
I landdistrikterne har bilismen undergravet både indkøbsmuligheder og småerhverv. Landsbyerne er blevet tømt for indhold, fordi bilen gør det muligt at foretage indkøbene i de store byers lavprisvarehuse.
Bilismens enorme samfundsændringer betyder, at både mennesker og fragt bliver transporteret over stadigt større afstande. Danskerne bruger i dag dobbelt så lang tid på at transportere sig på arbejde, som for 30 år siden.
De sidste 30-40 år har politikere og planlæggere forsøgt at løse trafikkens problemer ved at udbygge vejnettet. Vi har fået et førsteklasses motorvejsnet, der i dag gør det muligt at køre på motorvej fra Aalborg til grænsen og fra Esbjerg til København. Danmark har i dag det største motorvejsnet i forhold til indbyggertal i Europa.
Sandheden om motorveje er imidlertid, at de ikke løser de trafikale problemer. De er med til at øge problemernes omfang. Med motorveje gøres det attraktivt med lange transportveje til og fra arbejde. Erhvervslivet tilskyndes til at centralisere produktion og distribution. Dermed øges behovet for transport, der igen øger presset på politikerne for at bygge nye motorveje.
Centraliseringen er bilismens trofaste følgesvend. Hvor vi før havde over 1600 mejerier i Danmark, har vi i dag kun 18 centrale mejerier, der fremstiller konsummælk.
Nu fragtes al mælken i lastbiler den lange vej ind fra landdistrikterne, hvorefter den igen med lastbil skal fragtes ud i butikkerne landet over.
En uintelligent og skadelig trafik udtænkt for at mindske mejeriselskabets omkostninger.
Forbrugerne får til gengæld længere og længere mellem butikkerne – de butikker, hvor vi kan vælge mellem standardiserede og ensformige industrialiserede fødevarer uden lokal eller historisk forankring.
Den amerikanske bilfabrikant Henry Ford havde ret, da han sagde ?For hver god vej der bygges, vil flere biler blive taget i brug, og jo flere biler der kommer, jo stærkere bliver kravet om nye og bedre veje?. Det er skruen uden ende, og hvis vi ikke siger stop, vil den blinde asfaltering af landet fortsætte.
I Jyder Mod Overflødige Motorveje har vi indset, at skal denne skæve udvikling vendes, må og skal der sættes en stopper for mere motorvejsbyggeri i Danmark.
Derfor vil vi igangsætte en civil ulydighedskampagne mod planerne om at bygge en motorvej mellem Århus og Herning.
Med en færdigbygget motorvej mellem Århus og Herning vil en bilist spare 13 minutters kørsel i forhold til den nuværende vejstrækning. På denne baggrund vil politikerne i fuld alvor tvære en motorvej gennem nogle af vores smukkeste naturområder. De vil tvangsforflytte mennesker fra gårde og huse, og gøre livet surt for andre, som skal leve med støjen og luftforureningen fra motorvejen.
Jyder Mod Overflødige Motorveje har siden 1993 bekæmpet disse planer og henvist til, at man i stedet burde undersøge en nærbaneløsning mellem Århus, Silkeborg og Herning.
Nærbanen har den åbenlyse fordel, at den kan transportere alle mennesker – både bilejere og mennesker uden bil. Bilejerne giver ofte udtryk for, at de udgør det store flertal i befolkningen. Det forholder sig imidlertid omvendt. Kun 47 pct. af landets husstande er bilejere. Flertallet uden bil får ingen nytte af en motorvej, mens en nærbane som sagt kan bruges af alle – også bilejerne.
Civil ulydigheds kampagnen vil i første omgang bestå i, at vi er så mange som muligt, der skriver os på en liste for at give udtryk for, at ordensmagten må lade os fjerne, hvis politikerne igangsætter motorvejsplanen. Vi har intet ønske om at slås med politiet, og vi vil derfor grundigt informere politiet om vores aktiviteter, der helt og holdent er fredelige og ikke-voldelige. Det er ikke politiet, men politikerne der har et ansvar i denne sag.
Vi vil fortsætte vore kampagne indtil vi har fået opfyldt vores mål. Byggestarten på Århus-Herning motorvejen udsættes indtil man grundigt har undersøgt det langt billigere, mere miljøvenlige og mere demokratiske alternativ: En nærbaneløsning mellem Århus, Silkeborg og Herning samt en forbedring af den eksisterende vej, hvor det er nødvendigt.