Fragt per skib er det mest miljøvenlige, herefter kommer transport på skinner, så i princippet bør jernbanenettet faktisk udbygges, sådan, at størstedelen af den nødvendige godstransport kan afvikles på skinner.
Af Julie Albeck – november 1998
Det er bestemt prisværdigt, at man vil gøre en indsats for at få mere gods over skinner. Fragt per skib er det mest miljøvenlige, herefter kommer transport på skinner, så i princippet bør jernbanenettet faktisk også udbygges, sådan, at størstedelen af den nødvendige godstransport kan afvikles på skinner.
Hvis resultatet af det planlagte center virkelig bliver, at lastbiltransporten kan nedbringes, må det jo være en gevinst for miljøet. Vi kan så endda måske acceptere visse støjgener og eventuelt også leve med, at det visuelle indtryk forstyrres. Det er derimod uacceptabelt, hvis transportcentret vil true grundvandet, sådan som der står i debatoplægget. En sådan risiko må under ingen omstændigheder løbes.
Det er som bekendt Amtet selv, der bestemmer hvilke områder VVM undersøgelserne skal beskæftige sig med, derfor er det nok værd at kende Amtets reelle hensigt med projektet.
Jeg synes ikke det fremgår entydigt af debatoplægget. Der står ganske vist i indledningen, at “den primære funktion er en kombiterminal, hvor gods omlades fra lastbiler til jernbane og omvendt. Senere står der så, at det overordnede mål er at styrke regionen som et transportknudepunkt, “og dermed styrke erhvervslivets muligheder i området”.
Næppe nogen målsætning som gavner miljøet. Ligger der ikke allerede i disse formuleringer en accept af; at godstransporten i stedet overtages af lastbiler, og at projektet snarere handler om at styrke erhvervslivets muligheder frem for at tænke i langsigtede miljøbaner?
Jeg prøver ikke at male fanden på væggen, kun at stille spørgsmålstegn ved om projektet er lige så grønt, som det papir det bliver pakket ind i og solgt i! Flere steder i rapporten fremhæver man desuden fordelene ved placering i nærheden af den nye motorvej (mellem Århus og Herning). Den motorvej skal ikke bygges! En satsning på den vil jo sandsynligvis også være ensbetydende med lastbiler – fremfor skinnebåren godstransport.
Nej lad os få debatten i gang nu, 1ad os få fornuftige alternativer, der har miljøhensyn som det reelle mål – og ikke bare som en pæn indpakning. Det må gerne tage fem år mere, hvis resultatet bliver en bæredygtig transportløsning. De fem år er en bedre investering, end hvis de mange millioner bliver skudt i et prestigeprojekt, der skader grundvandet, ødelægger nærmiljøet, og styrker lastbiltransporten.
Jeg vil gerne vide, om dette projekt blot er endnu et led i opbygningen af Det transeuropæiske netværk, sat i gang af EU’s og industriens lobbyister, eller om det er et prestigeprojekt, der sammen med havneudvidelsen, motorvej og eventuelt lufthavn skal vise verden, at .Århus sandelig også kan få ting op at stå – eller om det virkelig er en miljøinvestering? Jeg mangler argumenter og garantier for det sidste, måske kan projektets bagmænd og Amtet hjælpe mig.