Hvor kommer de mon fra alle disse vidunderlige broer og motorveje, som vi i rigt mål beriges med i disse tider?
Af Julie Albeck, trykt i Information 17. oktober 2000.
Lige pludselig står de der, og enhver folkelig modstand mod projekterne er banket på plads; de trafikglade politikere og erhvervslivets driftige og omnipotente mænd jubler; heller ikke denne gang lykkedes det almindelige borgere at stoppe fremskridtet! Ikke nok med at de har vundet over bagstræberiske og romantisk anlagte borgere; de har faktisk også sejret over naturen, tiden og tyngdekraften.
Hvad ingen tidligere troede muligt er nu en kendsgerning: Sundet kan krydses på minutter og færgemændene kan sejle deres egen sø. Godt nok kostede broerne nogle arbejdere livet, og godt nok forstyrrer de fugle, fisk og vandmiljøet og øger biltrafikken, men er det ikke det hele værd?.
Vi kan komme både til Sjælland, Sverige og Nordjylland på ingen tid, og så kan direktøren jo nå hjem og tilbringe noget mere kvalitetstid med sin familie. Ja det er minsandten mageløst. Vi bør være taknemmelige over at bo i et land, der får så mange milde gaver.
Snart kommer også Femernbroen, hvis vi stadig kan regne med de planer, der indtil videre har holdt stik, som er lavet af Ridderne af Europæisk Erhvervsliv (The European Round Table of Industrialists). Allerede i 1987 har de fremstillet et kort, hvor man kan se både Storebæltsbroen, Øresundsbroen og Femernbroen indtegnet. På kortet kan man også se den nordjyske motorvej samt en del andre motorvejsstrækninger, som ridderne ønsker af hensyn til mobiliteten i Scandinavian link .
Det skal måske lige nævnes at der i ridderkredsen sidder repræsentanter fra olieindustrien, bl.a. Hydro og Texaco, som må antages at være interesserede i at folk kører mere i bil. De er derfor også særdeles velvilligt indstillede overfor at få planerne ført ud i livet, så der kan komme flere hjul i gang, og låner penge til investeringer i projekterne til meget favorable priser.
Så måske er det ikke kun de danske politikere, vi skal takke, fordi de forsyner os med så meget dejlig asfalt. Deres andel består mest i at få gennemført de planer der allerede er lavet andetsteds, og få bevillingerne igennem. Ganske vist får de lov at tage æren ved diverse folkefester, broåbninger og asfaltbal, hvor de velvilligt modtager folkets hyldest og velsigner udviklingen.
De almindelige borgere kan jo i princippet også være ligeglade med, om ideerne kommer fra EU s erhvervstop eller fra en eller anden lokalpatriotisk mafia. Deres eventuelle protester bliver jo under ingen omstændigheder taget til efterretning alligevel, og det ender jo som regel også med, at borgeren falder til patten og bliver glad for de nye anlæg.
Den åbne og frie debat såkaldt »offentlighed i forvaltningen« er oftest spil for galleriet. Planerne er lagt på forhånd.
Investeringer foretaget, entreprenører hyret. Men for et syns skyld kan man jo foregøgle, at der foregår en vis debat om trafikinvesteringerne.
Det gør der for så vidt også til en vis grad i danske medier, men den når aldrig de hellige haller og runde borde i Bruxelles, og det er netop det der er det fine ved de uigennemskuelige forretningsgange.
Fremskridtets folk vinder altid over de sløve miljøfanatikere der ikke kan tænke langsigtet, og som ikke tør se udviklingen i øjnene.
Heldigvis ser det endda ud til, at en særligt stædig gruppe aktivister nu snart får rettens ord for, at de skal blande sig uden om og lade dem, der virkelig har forstand på hvad kloden har brug for, være i fred, så de kan bygge deres motorveje til gavn for de fleste.