Mange elbiler bliver aldrig en gevinst for klimaet

I et læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad 22.7. beklager Kristian Pihl Lorentzen, at der har været en del indlæg i avisen med hårde angreb mod Hærvejsmotorvejen, og skriver, at det er grov manipulation, når motorvejsmodstanderne argumenterer med ødelæggelse af natur, miljø og klima.

Klimaargumentet kalder han varm luft, for ”om 20 år kører næsten alle biler på fossilfrie drivmidler såsom brint eller grøn el. Altså et komplet forfejlet argument imod bedre veje. Fremtidens grønne biler skal også køre på asfalt, medmindre man ønsker at sætte samfundet i stå.”

Ingen ønsker at sætte samfundet i stå, men mange har indset, at vi ikke bare kan fortsætte som hidtil. Vi kan ikke omstille samfundet uden grundlæggende at leve anderledes. Som Eskil Halberg skrev i Information den 5. august 2022: ”Klimakrisen skal løses ved social, politisk og økonomisk forandring. Den kan ikke løses gennem teknologi, netop fordi klimakrisen ikke er et teknologisk anliggende, men et samfundsmæssigt.”

Ved Aarhus Universitet har forskere fra CGC Research Center og projektet Greenbizz, støttet af EU, arbejdet på et studie af grønne forretningsmodeller i blandt andet bilbranchen. Konklusionen på deres studie er, at elbiler i deres livsforløb i mange tilfælde ikke forbedrer klimaregnskabet, medmindre de kører meget langt.

Lederen af CGC og Greenbizz, professor Peter Lindgren, forklarer hvorfor: ”Det koster i klimaregnskabet, hver gang der produceres elbiler. Den helt store synder er desværre batteriet, hvor der udledes rigtig mange ton CO2. Samtidig viser beregninger, at elbiler faktisk ikke bliver grønne totalt set, medmindre der køres mange tusinde kilometer.”

Når man beregner klimaaftrykket fra en elbil, skal man ikke kun se på, hvad der udledes under selve kørslen, påpeger forskerne. Man skal have det hele med, blandt andet ressourcer, materialer, affald og forurening, og så viser det sig, at elbiler forbruger meget mere CO2, end man gerne forestiller sig. I selve produktionsforløbet har elbiler stadig et stort CO2-aftryk sammenlignet med benzin- og dieselbiler.

Forskerne har regnet sig frem til, at hvis man kører 7.500 kilometer om året, vil der gå op mod ni år, før der er positive takter i klimaregnskabet. Kører man 15.000 kilometer om året, varer det tre til fire år, før der er bedring for klimaet.

Ifølge Danmarks Statistik kører 65 % af bilerne i Danmark mellem 8.000 og 15.000 kilometer om året. Kun 27,9 % kører over 15.000. Altså bliver mange elbiler aldrig en gevinst for klimaet.

Når der satses så meget på elbiler i den tro, at de er grønne, får det os til at fortsætte ad en ufarbar vej. Klimaets hastigt forværrede tilstand, som kun vil øges i de næste mange årtier, kræver så radikale forandringer af menneskers levevis, at ingen har evnen til at fremsætte realistiske bud på en voldsomt ændret verden. Ét er sikkert: flere motorveje, flere fly er IKKE en del af den nye fagre verden. Værsgo og skyl.

Læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad 24. juli 2023 af Karin Bang, JMOM

Vild med – trafikvækst?

For tiden kører der i DRTV en serie (Tilbage til naturen), hvor kommunerne bliver inviteret til at deltage i en konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune. Og minsandten om ikke Viborg er med i denne konkurrence.

Og jeg som troede, at man i Viborg kun tænker på at få motorvej. Dette sammenholdt med, at motorveje harmonerer dårligt med vild natur. Der gror ikke mange vilde blomster på en 4-sporet asfaltvej.

Konkurrence er godt, siger nogen. Meget tyder på, at transportpolitikken i Danmark er drevet af konkurrencen mellem byerne og den vækst, man har en blind tillid til, følger med. Og i den skønne by Viborg oplever man sig åbenbart helt hægtet af. Ikke mindst når de sammenligner sig med Silkeborg med motorvej og vækst i antal borgere.

Denne vækst skal motorvejen næppe have hele æren for. Det skyldes sandsynligvis i højere grad et nært forhold mellem en byggematador og lokale politikere. Men denne vækst er absolut ikke uproblematisk, fordi der jo forventes kommunale velfærdsydelser i form af bl.a. børnepasning og skole, hvilket ikke er fulgt med væksten.

Og trafikken i byen og omegnen er øget. I særdeleshed er vejen mod Viborg (rute 52) blevet voldsomt belastet efter motorvejsåbningen.

Mange steder i landet er vækst ikke fulgt med en motorvej, fx på Lolland. Det er et usikkert trumfkort at satse på.

Èn form for vækst er dog sikker med flere motorveje: Der kommer flere biler i samfundet på vejene, i boligområderne, ved indkøbscentre og andre steder.

Man vil også gerne have vækst i turismen på Hærvejen. Og samtidig vil man have en motorvej i samme område. Jamen det vil da også være dejligt at ”nyde” støjen fra (el)bilerne på sin vandretur.

I vores lille land har vi allerede et velfungerende netværk af veje, som godt nok skal vedligeholdes og i nogen grad udbygges som f.eks. A13 til 2+1 vej. I Viborg har man sågar 2 krydsende hovedveje.

Læserbrev i Viborg Folkeblad 7. juli 2023 af Ellen Odgaard, Ry, Jyder Mod Overflødige Motorveje.

Hærvejsmotorvejen er en gammeldags idé

Sådan kan den midtjyske motorvej komme til at sno sig uden om Viborg.

Læserbrev: “Ting ta’r tid – især når tingene skal gøres rigtigt”. Denne fyndige sentens, om end her i lettere forkortet udgave, rundes et læserbrev den 26. december af med – og hvem kan vel være uenig i denne konklusion.

Den er formuleret med passende schwung af to af regionens sværvægtere, nemlig formanden for Business Viborg, Martin Pedersen, og adm. direktør for selveste Billund Lufthavn Jan Hessellund. Sidstnævnte smykker sig desuden med titlen ’formand for Hærvejskomitéen’ – og så ved vi jo alle straks, hvem vi har med at gøre, nemlig to stk. fuldblods tilhængere af netop motorvejsbyggeri, som svaret på alle større trafikpolitiske udfordringer i dette vort relativt lille land.

Så langt, så godt! Men at de to herrer derpå gi’r sig i kast med at ville hjælpe chefredaktør Lars Norup med at finde ’holdbare argumenter bag sin tvivl’, som det udtrykkes – det er da næsten for meget af det gode! Den 20. juni tillod Lars Norup sig at udtrykke – ja, netop: tvivl om det betimelige i at igangsætte motorvejsbyggeri i form af en motorvej som omfartsvej omkring Viborg. Der er vist til gengæld ingen tvivl om, at dette er kommet som noget af en overraskelse for mange læsere: nye toner i den lokale avis, kan man vist roligt sige. .

Det er til gengæld meget glædeligt, fordi der er brug for en intensivering af debatten, også om den mere generelle trafikpolitik: i alt for mange år har vi i Danmark satset på at fremme bilismen på andre trafikformers bekostning, og det har især betydet en alt for énsidig satsning på udbygning af motorvejsnettet.

Resultatet er blevet, at vi ifølge en undersøgelse, offentliggjort af Eurostat, det europæiske statistiske kontor, ligger på en sørgelig 3. plads ud af 12 højtudviklede europæiske lande, når man ser på antallet af kilometer motorvej pr. mill. indbyggere; kun Portugal og Spanien slår os i denne tvivlsomme konkurrence, og vi har 4 gange så meget motorvej pr. mill. indbyggere, som man har i Storbritannien – det til trods for, at vi jo bor i et land med korte afstande – hvor stort er behovet for superhurtig motorvejstrafik så egentlig her i Danmark?

Desværre er det jo sådan at motorveje faktisk ikke er forenelige med nutidens nye krav om større fokus på klima og miljø: både under anlæg og senere i drift udgør motorveje en kolossal klimabelastning, og dette står ikke til at ændre – heller ikke selvom man besmykker sine planer med den lettere sentimentale og måske endda sværmeriske betegnelse ’Hærvejsmotorvejen’: det virker ikke på mig – jeg ser ikke smukke billeder af stude, spændt for brede kærrer af dén grund – motorvejen er og bliver et grimt sår i landskabet, som også skæmmer vores natur og truer vores fauna og flora.

Førnævnte to stk. vægtige midtjyder må også i deres læserbrev siges at gøre hvad de kan for at ’greenwashe’ el-bilen som transportmiddel, og umiddelbart virker den jo også mere tilforladelig end både benzin- og diesel-drevne biler og lastbiler. Men følger man for alvor med i debatten, så ved man da udmærket, at el-biler heller ikke er noget ’quick fix’: der er stadig kolossale problemer her, både hvad angår råstoffer og forurening ved bortskafning af batterier.

Om el-biler på længere sigt viser sig at være klimamæssigt bæredygtige, er faktisk i høj grad tvivlsomt; heller ikke heri ligger den umiddelbare løsning.

Lars Norup skriver i sin leder den 20. juni, at Hærvejsmotorvejen ikke kun er en motorvej for Viborg, men for hele Midt- og Sydjylland, og det har han naturligvis fuldstændig ret i. Men det er da også klart, at netop denne lille strækning mellem Klode Mølle og Løvel må opfattes som en prøvesten: hvis den bliver til virkelighed, så bliver hele resten af strækningen uden tvivl også en realitet.

Derfor er det nu og her, der skal protesteres og siges ’nej’. Lars Norup efterlyser at det, han kalder for ’hverdagsmennesker’, også blander sig i debatten, og her har jeg så stukket hovedet frem, for netop et sådant menneske er jeg, og jeg er helt afklaret i dette spørgsmål: Hærvejsmotorvejen er en gammeldags idé og en uforsvarlig løsning på Midt- og Sydjyllands trafikale behov – der skal findes andre løsninger, ikke mindst af hensyn til klimaet. Vores opgave er at fremtidssikre vores trafikpolitik – og dén logik må altså selv Hærvejskomitéen bøje sig for.

Læserbrev i VSF 30. jun. 2023 af Nanna Kjær, hverdagsmenneske og medlem af Jyder Mod Overflødige Motorveje.

Norups timing er perfekt og hans argumenter holdbare

De to erhvervsfolk, Martin Pedersen og Jan Hessellund, forstår ikke, at Lars Norup i sin leder den 20. juni udtrykker tvivl om Hærvejsmotorvejens fremtid. De undrer sig i et læserbrev af 26. juni over både timingen af og indholdet i lederen, for ”projektet kører jo efter planen”.

            De to læserbrevsskribenter kommer derefter med et par facts, nemlig, at ”Der er taget politisk beslutning om en firesporet motorvej fra Løvel til Klode Mølle” og ”Vejdirektoratets MKV-undersøgelse omfatter desuden den såkaldte 0+løsning af analysetekniske grunde, men beslutningen er bredt vedtaget – motorvej på hele strækningen.” Det stemmer ikke overens med det brev af 12. april 2023, som jeg har modtaget fra transportminister Thomas Danielsen. Deri hedder det:

            ”Den nævnte 0+løsning i form af udbygning af den eksisterende rute 13 undersøges på lige fod med de to nybygningsløsninger øst og vest om Viborg. Resultaterne af miljøkonsekvensvurderingen forventes offentliggjort i sommeren 2024, hvor der også vil være en afsluttende offentlig høring om projektet med borgermøder. Herefter vil Vejdirektoratet udarbejde et høringsnotat og en indstilling om projektet til politisk beslutningstagen ultimo 2024. (Mine kursiveringer)

            Der er altså som minimum 1½ år til, at den endelige beslutning om strækningen mellem Klode Mølle og Løvel kan vedtages.

            Norups tvivl skyldes, at han følger den danske debat og har draget den konklusion, ”at motorvejen vil møde stigende modstand, fordi de politiske vinde næsten alle handler om klima.”

            Er de to læserbrevsskribenter så forblindede af udsigterne til en motorvej, at det ikke er gået op for dem, at klimakrisen udvikler sig foruroligende? Klimaforskere fra hele verden dokumenterer, at den globale opvarmning går hurtigere end nogensinde. Derfor skal vi alle handle nu, det kan ikke gå hurtigt nok, og derfor er Norups timing perfekt.

            Meterologen Jesper Theilgaard kom med en opsang til medierne i Politiken den 17. juni: ”Jeg ved, at nyhedsstrømmen er en afvejning, og der er en masse ting, man kan tage fat i: Krigen i Ukraine, Trumps retssag og Mette Frederiksen og Nato. Det skal selvfølgelig alt sammen dækkes. Men når det kommer til klima, så er det altså et emne, der har konsekvenser for os alle i fremtiden. Dét er et ret stærkt argument for, hvorfor vi skal høre meget mere om det i medierne. Medier har gravergrupper, og hvis man kan grave i alle mulige andre historier, hvorfor kan man så ikke grave, når det kommer til klima? Medier har tendens til at sige, at ting sker, men de forklarer ikke, hvorfor det sker”. Det er den menneskelige påvirkning, der gør, at vi ser stigende temperaturer, siger Theilgaard, og: ”Vi skal skabe en følelse af, at ’vi gør noget’.”

            Her i Midtjylland kan vi bidrage til at formindske udslippet af CO2 ved at undlade at anlægge en motorvej. Vi kan arbejde mod bilismen som massetransportmiddel og fremme den kollektive trafik med letbaner, tog og busser. Erhvervsfolkenes eftertragtede motorvej, i dette det mest motorvejsbelagte land, er gårsdagens løsning på et hastigt svindende problem.

Læserbrev i Viborg Stifts Folkeblad af Karin Bang, Hedeskrænten 75, Viborg

13.maj aktion = Forårsfest mod motorvejen i Skelhøje

20 grader, solskin og en dejlig plet under et stort nyudsprunget træ – det kunne ikke være bedre. Og dertil 3 store kager og 9 kander kaffe og varmt vand. Et telt, pyntning med diverse plancher og plakater fra JMOM og “Hærvejsmotorvej-NejTak”. Fadøl og grillpølser til salg fra den lokale købmand. Ikke alle kunne være i teltet og heller ikke alle fik siddeplads – men der var god stemning. Defire talere gjorde det godt – meget forskellige men over samme emne. Talerne var Stine Isaksen (byrådspolitiker i Viborg, Å), Poul Engholm (Hærvejmotorvej-NejTak), Per Smed (lokal borger) og Torsten Gejl (mf, Å). Ind imellem talerne var der fællessange med harmonika-akkompagnement. Ud over det aftalte dukkede en fuldstændig tavs rød dame op (hun var dækket fra top til tå i røde klæder). Det var ikke helt til at fange, hvad hendes ide var, men hun var meget iøjnefaldende. 

Ved 16-tiden var der afgang ud ad Alhedestien til stedet hvor stregen fra motorvejskortet krydser stien. Nanna havde sat vimpler i forvejen og Ellen havde rullet 29 m. “trafik”bånd op på 2 pæle, som blev banket i jorden to steder. Og de står der endnu. Her faldt opbakningen, så vi var ca. 15 personer, der gik den tur. Nanna tilbød at køre for dårligt gående.

3 unge mennesker fra Den Grønne Ungdoms Bevægelse ville gerne tage billeder og video. Så derfor kan du gå ind på https://www.facebook.com/groups/demonstration13maj og se at VI ER MED

Det var en god eftermiddag. 

Desværre var der ingen medier, der havde fundet det værd at bruge tid på os. TVmidtvest og Politiken ringede og forhørte og Viborg Folkeblad ville godt bringe et par billeder.

Demonstration 13. maj 2023

Mod klima- natur- og miljøskadelige projekter

Se JMOM’s arrangement i Skelhøje her på siden, og øvrige arrangementer over hele landet på facebook-siden “Demonstration 13. maj 2023”.

På lørdag d. 13. maj demonstrerer en lang række af foreninger i Danmark for en bedre fremtid.

Det kommer til at ske på en og samme tid, men på en række forskellige lokaliteter i Danmark.

Formålet med demonstrationerne er, at gøre opmærksom på alle de mange anlægsprojekter, som fremmes af et politisk flertal trods enorm lokal modstand. En modstand, der både er knyttet til det enkelte projekt og til projektets bidrag til de skadelige konsekvenser generelt – både i forhold til negativ påvirkning af klima, miljø, natur, arter, fugle, vand og luft.

Der er alt for mange af den type af projekter, der aktuelt fremmes på en gang. Alt for mange til at vores demokrati kan blive ved at holde til den politiske fremturen uden hensyntagen til borgernes protester.

Vi opfordrer politikerne til at stoppe op. Det er tid til at lytte og at overveje, hvordan vi planlægger for fremtiden. Det er nu vi skal prioritere noget andet. Tiden er en anden, end den var.

Det er vi mange, der mener.

Vi demonstrerer – for en bedre fremtid.



Find en demonstration nær dig:

Amagerfælled 
Bjerget kl. 11.30

Amager Fælleds venner inviterer til happening: Når maskinerne kører væk, får mennesker og natur plads. Ved fælles styrke kører voksne og børn maskinerne væk fra Fælledby. De rigtige entreprenørmaskiner på byggegrunden står i øjeblikket stille fordi Amager Fælleds Venner har rejst retssager om byggeriets lovlighed.

Hundested 
Højbjerggårdsvej kl. 13

Foreningen Bevar Naturen Konvalvej Højbjerg inviterer til demo. Konvalvej var en fejl hvor man ødelagde en sårbar og vigtig biotop, og tilsyneladende konsekvent tilsidesatte naturbeskyttelseshensynene. Vi vil have anlægsprojekter hvor natur, artsrigdom og biodiversitet er en selvfølgelig præmis.

Kastrup
Katrup Station kl. 14.30 eller Nørreport Station afgang metro 14.00 sharp

Bevar Jordforbindelsen klæder sig ud som pingviner og siger nej til flere fly i Kastrup! Kom til demo mod det lovforslag, der vil give København Lufthavn i Kastrup mulighed for på eget initiativ at udvide flyvningerne med mange millioner passagerer. 

https://bevarjordforbindelsen.dk/events/nej-til-flere-fly-i-kastrup/


Nykøbing Falster 
Torvet kl. 11.00

Initiativet mod gasledningen til Lolland-Falster inviterer til demo mod gasledningen til Lolland-Falster og mod de planlagte biogasanlæg, der vil binde dansk energiforsyning til naturgas/biogas i stedet for sol og vind.

Nørresundby
Lindholm Strandpark kl. 13

Borgerbevægelsen imod en motorvej i egholmlinjen inviterer til musik og taler, øl-og vandvogn, hotdogs, kaffe og infoboder mv. Der er bestilt godt vejr!

Nørresundby
Verdens Ende kl. 20.45

Aftensang som protest mod den 3. Limfjordsforbindelse over Egholm.
Musik forener og sang giver fællesskab. Kom og syng med og nyd en smuk aften ved fjorden. Husk sangbog!

Roskilde 
Stændertorvet kl. 11

Demonstration: STOP og DROP anlægsprojekter som ikke understøtter den grønne omstilling og forhindrer ambitiøse tiltag for naturgenoprettelse.

Røsnæs 
Røsnæsvej 233 kl. 13.00

I Nej til Motorvej på Røsnæs inviterer til foto-happening med sang og drone på det smalleste sted på Røsnæs. Vi samles på bakketoppen, hvor vi kan se til begge sider af Røsnæs.

Viborg
Skelhøje kl. 14.00

Kom til forårsfest mod motorvejen med taler, sange, kaffe og kage. Og gåtur i den smukke natur!
Vi fester i anlægget over for Kulturhuset mellem Volden og Dollerupvej, Skelhøje. 

Aarhus
Lille Torv kl. 13.00

Bedsteforældrenes Klimaaktion inviterer til kæmpekor mod Kattegatforbindelsen og andre store anlægsprojekter. Vi synger tre sange om Havneudvidelsen på melodier som alle kender, plus Lyse Nætter.

Aarhus
Pier 2, Skånegade 6 kl. 15.00

Den Grønne Ungdomsbevægelse holder fernisering for udstillingen Havneudvidelsen – Unødvendig, ulogisk og udemokratisk. Havneudvidelsen er blevet hårdt kritiseret af borgere, interesseorganisationer og fagpersoner. I den udendørs udstilling kan du blandt andet møde “Jacobs Bundsgaards skrivebord”, “Den blå appelsin” og “Havnepolitkernes perspektiv”.

KLIMAHANDLING NU!

KOM TIL FORÅRSFEST MOD MOTORVEJEN

Vi må MARKERE EN MODSTAND, også i fællesskab, så hvis du kan, så ses vi i landsbyen
SKELHØJE ved Viborg lørdag d. 13/5 KL. 14 – 17

Vi fester i anlægget over for Kulturhuset mellem Volden og Dollerupvej, Skelhøje

DER BLIVER TALER, SANGE, KAFFE & KAGE + GÅTUR i den smukke natur

Talere: Stine Isaksen (Alternativet), Poul Engholm (Hærvejsmotorvej-Nej-tak), Per Smed (lokal borger). Derudover kommer Torsten Geil (mf. Alternativet) til en snak med de fremmødte.

— er DU blandt de mere eller mindre skeptiske, eller er du direkte modstander af planerne om en MOTORVEJ udenom Viborg ? Så vil vi meget gerne invitere til FORÅRSFEST MOD MOTORVEJEN i Skelhøje, sydvest for Viborg. En hel række organi-sationer vil den pågældende dag markere en modstand mod den førte trafikpolitik. Der er allerede godt gang i planerne om at omkranse Viborg med endnu en omfartsvej i form af en motorvej, som vil komme til at gå gennem dele eller det hele af en række landsbyer, samt i øvrigt skabe voldsom og potentielt skadelig støj og anden forurening, både fra biler og asfalt. Men Viborg har ikke brug for denne vejstrækning : det ville faktisk fungere bedre, hvis man, som en del organisationer og enkeltpersoner har påpeget, sørgede for en opgradering af den allerede eksisterende vej, A13, i form af en såkaldt 0+ – vej. Denne løsning er tilstrækkelig for at kunne opfylde de trafikale behov på stedet, og i Vejdirektoratets undersøgelser optræder denne mulighed på lige fod med de to skitserede vejføringer med motorvej rundt om Viborg. Netop i dette år er man inde i en høringsfase, hvor også befolkningens holdninger til konkrete projekter skal frem i lyset, så de traditionelle politikere ikke kommer til at løbe med hele magten i disse store og meget indgribende anlægsarbejder. Vi må MARKERE EN MODSTAND, også i fællesskab, så hvis du kan, så ses vi i landsbyen SKELHØJE lørdag d. 13/5

JMOM i kampagnen ’Stop ny Fossil Infrastruktur’

Socialdemokratisk tilståelsessag om den overflødige motorvej

Mandag aften i Løgstruphallen afslørede den socialdemokratiske transportordfører Thomas Jensen, hvor løst et grundlag beslutningen om motorvejen fra Løvel til Klode Mølle blev taget på.

Det var tilsyneladende samtaler med landets borgmestre, der lå til grund for socialdemokratiets første ønsker til en infrastrukturaftale. Mange borgmestre vil jo gerne have motorveje og jernbaner – det kommer ikke bag på nogen.

Mange af os havde dog håbet på, at det blandt andet var hensynet til klimaet, der dannede grundlaget for infrastrukturaftalen. Men det fik vi ikke indtryk af på trods af Thomas Jensens fine ord om regeringens generelle klimatiltag.

Det noget diffuse mål om at ”binde landet sammen” blev også nævnt som argument. Uden at den socialdemokratiske ordfører dog nævner noget om opsplitningen af de lokalsamfund, som en motorvej vil pløje igennem.

Thomas Jensen fortalte, at han for år tilbage blev kimet ned af vejbygningsfirmaer med tomme ordrebøger. Han forklarede os, at det er vigtigt hele tiden at have nye projekter i støbeskeen for at holde vejbygningsfirmaerne i live. Det er en af grundene til, at vi skal have en motorvej.

Samme argument har andre transportordførere brugt. Med andre ord er motorvejsbyggerier beskæftigelsesprojekter for entreprenørvirksomheder med overvejende udenlandsk arbejdskraft.

Noget så irrelevant for en socialdemokratisk transportordfører som klimaet og råstofforbruget under anlæg af en motorvej 180 km op gennem Jylland kom Thomas Jensen ikke ind på.

Noget så irrelevant for en socialdemokratisk transportordfører som klimaet og råstofforbruget under anlæg af en motorvej 180 km op gennem Jylland kom Thomas Jensen ikke ind på.

Det skinnede tydeligt igennem, at det vigtigste for Thomas Jensen var det ”realpolitiske” spil på Christiansborg (læs: studehandlerne). Folketinget har sat Vejdirektoratet til at undersøge, hvad der vil være den bedste løsning for det danske samfund: En motorvej i øst og vest eller en 0+-løsning, hvor man udbygger de eksisterende veje.

Thomas Jensen sagde, at en løsning vest om Viborg var besluttet, men hvis der viste sig noget ”gruopvækkende” under Vejdirektoratets analyse af linieføringen, så kunne det da måske betyde, at man ville ændre holdning til en østlinieføring.

Mht 0+ løsningen var den allerede valgt fra, og det kunne gruopvækkende oplysninger om de to motorvejslinieføringer ikke ændre noget ved. Overhængende klimatrusler er åbenbart ikke gruopvækkende i Thomas Jensens optik.

Forhåbentlig findes der stadig besindige socialdemokrater, der vil være i stand til at vurdere, hvad det danske samfund og klimaet har behov for – uden for mange ”realpolitiske” finurligheder.

Ellen Frydendal, Formand for HærvejsmotorvejNEJTAK

Hærvejsmotorvejen skal stoppes

Ellen Odgaard og Per D. under JMOM’s årsmøde

Pressemeddelelse

Foreningen Jyder Mod Overflødige Motorveje (JMOM) har søndag den 16. april holdt årsmøde i Ry og udtaler i den anledning: 

Hærvejsmotorvejen skal stoppes og antallet af biler reduceres 

Politikere negligerer klimakrise, biodiversitetskrise og folkelig modstand mod motorvejen 

Det er grotesk, at politikere vil anlægge en Hærvejsmotorvej på strækningen Løvel – Viborg – Klode Mølle. Det sker i en periode, hvor Danmark har som mål at reducere CO2-udslippet med 70 % inden 2030. Klimabelastningen vil være voldsomt stor under anlægsarbejdet og ved mange års kommende brug. 

Gang på gang oplever vi, at lokalpolitikere, Folketingets transportordførere, Hærvejskomitéen og senest også transportministeren underminerer den demokratiske beslutningsproces og misinformerer borgerne. De taler, som om Motorvej Klode Mølle – Viborg – Løvel allerede er besluttet, på trods af, at den såkaldte 0+løsning med udvidelse af eksisterende vej, indgår i VVM-undersøgelsen på lige fod med motorvejsforslagene. Der kan tidligst træffes endelig afgørelse om vejføringen i slutningen af 2024. Politikerne tager ikke borgerinddragelse og høringssvar alvorligt. 

Der er for mange biler i Danmark, og de fylder for meget. Allerede nu har Danmark ifølge Danmarks Statistik 1.355 km motorveje – fire gange så mange kilometer motorvej pr. en million indbyggere som Storbritannien. Vejtrafikken udleder mere CO2 i dag end i 1990, og trafikforskere konstaterer, at flere og bredere veje ansporer til mere trafik og dermed med tiden til mere trængsel. Det vil derfor være uansvarligt at anlægge nye motorveje.  

I marts udgav FN’s Klimapanel verdens vigtigste rapport med direkte anvisninger til politikerne, for det er NU, der skal ske noget. FN’s generalsekretær, António Guterres, udtalte: ”Klimatidsbomben tikker. Rapporten er en vejledning til at afværge den. Det er en overlevelsesguide for menneskeheden.” JMOM opfordrer danske politikere til at begynde med det nemme: stands motorvejsplanerne. 

Vi er i en biodiversitetskrise. Kun 2,3 % af Danmarks areal består af beskyttet natur. Danmark er langt fra EU’s biodiversitetsmål på 30 % beskyttet natur i 2030. Anlæggelse af Hærvejsmotorvejen vil kun gøre det sværere at nå det mål.  

Der er stor folkelig modstand mod Infrastrukturplan 2035, vedtaget i 2021. Derfor forener 25 foreninger og grupper fra hele landet nu kræfterne. Der vil blive manifestationer over hele landet lørdag den 13. maj imod ny fossil infrastruktur. Lokalt markeres dagen i Skelhøje med en forårsfest mod Hærvejsmotorvejen. Sammen er vi stærke. Vi vil presse de folkevalgte til at ændre kurs. 

Jyder mod Overflødige Motorveje 

Kontakt: Thomas Tjørnehøj thtjo.postkasse@gmail.com tel:30 82 29 81

Karin Bang, mail: karinbang@outlook.dk tel.: 44 48 22 18