Eventyret om den lille demonstrant fra det mørke Jylland

Der var en gang en lille frisk demonstrant, der hellere ville være idealist end realist. Derfor tog hun til Staden for at fortælle verdens konger og dronninger, der var samlet på slottet, at de skulle tage sig sammen og lave en tryllebunden aftale.

Af Rasmus V. Madsen 

Da hun ankommer i selskab med andre små jyske demonstranter, bliver hun mødt af kongens soldater. De hiver hende brutalt ud af hestevognen og råber hende ind i hovedet, hvilke skumle planer hun har med til Staden. Den lille demonstrant står fast og rank og forsøger at forklare de grove soldater, at hun ønsker at fortælle kongerne og dronningerne om den fantastiske verden, de kan skabe ved at tage sig sammen og lave en tryllebunden aftale. Soldaterne kan ikke umiddelbart bevise, hun har gjort noget galt, selvom de er betænksomme, lader de hende gå. Da hun kommer frem til markedspladsen, er der et mylder af mennesker. De snakker mærkelige sprog, som hun ikke forstår, men inderst inde har hun en følelse af, at de alle forstår hinanden. En demonstrant råber noget på et sprog hun ikke forstår fra en hestevogn, og menneskemængden sætter nu i bevægelse. Med dem følger et stort opbud af kongens soldater, og da en demonstrant kaster et stykke brød hen til en af soldaternes heste, stormer 100 soldater ind i menneskemængden og slår sig frem med knipler i deres forsøg på at finde ”gerningsmanden”. De bliver mere og mere desperate for at finde ham, og i stedet anholder de alle og sætter dem på rad og række, bundet på hænder og fødder. Til kasematterne, råber generalen. Fra de nærliggende gader kommer rækker af hestevogne nu til syne, klar til at tage de uskyldige demonstranter med til klimakasematterne. Vores lille demonstrant bliver også taget med, selvom hun gentagende gange forsøger at forklare soldaterne, at hun ikke har gjort nogen fortræd og bare ønsker en bedre verden. I klimakasematterne bliver de sat i små bure og får blot vand og brød. Nogle af demonstranterne i de andre bure er sure over, at de ikke må være med i demonstrationen, når de nu ikke har gjort noget galt, så de forsøger at gøre opstand. Soldaterne går ind i alle burene og begynder at slå med deres knipler, også vores lille demonstrant. Hun får store blå mærker på ryggen, og de tager hendes vand og brød. Efter 12 timer får hun lov til at komme ud, og hun bevæger sig igen mod slottet for at fortælle om den bedre verden, hun tror på. Da hun når frem til slottet, bliver hun mødt af synet af en masse soldater, der står og holder vagt. En af dem genkender hende fra demonstrationen og siger til hende, at hvis hun ikke tager hjem til der, hvor hun kommer fra, ryger hun direkte i kasematterne i en hel måned. Den lille demonstrant synes ikke, det havde været sjovt at sidde i klimakasematterne i bare 12 timer med vandet drivende ned fra væggene og uden mad, så det vil hun ikke igen. Derfor skynder hun sig hurtigt væk og finder på markedspladsen en hestevogn, der kører tilbage til Jylland. På turen hjem kommer den lille demonstrant til at tænke på, at hun vil kæmpe videre for demokrati i hendes land, et land hvor det ikke er forbudt at have en mening.