Der er masser af plads på vejene!

I "24 timer" kunne man 16. januar læse en stort opsat, men meget ensidig artikel om bilisternes trængsler på kommunevejene. Artiklens overordnede budskab var, at trængsel er et problem, og at mere asfalt er løsningen

Af Thomas Tjørnehøj , Bestyrelsesmedlem i Jyder Mod Overflødige Motorveje.

Ensidigheden består bl.a. i, at ikke en eneste trafikforsker kom til orde med et bud på hvordan problemerne kunne løses. Det ville ellers have givet artiklen et præg af seriøsitet at have bragt en kommentar fra for eksempel Per Homann Jespersen, Harry Lahrmann eller Alex Landex, der alle er anerkendte trafikforskere ved henholdsvis Roskilde Universitetscenter, Aalborg Universitet og DTU.

Der er masser af plads på de danske veje - også i myldretiden. Pladsen er bare inde i bilerne. For det er ikke et tegn på velstand at sætte en dagligstue og halvandet ton blik i bevægelse for at transportere én person på 80 kg, men derimod på overflod, tankeløshed og en udtalt mangel på reelle alternativer til bilismen.

Fortsatte vejudvidelser flytter kun trafikproblemerne, de løser dem ikke

Bilkøer på kommunevejene er det logiske resultat af årtiers ensidige nyanlæg og udvidelser af veje. Derfor er Danmark nu det europæiske land med flest kilometer motorvej pr. indbygger. Trods alt dette vejbyggeri kunne avisen altså melde om daglige bilkøer ved bl.a. Roskilde. Det burde derfor være soleklart, at de mange veje ikke har afhjulpet trængslen, og at en fortsat asfaltering af landet er nytteløs. For netop bilkøerne i bl.a. Roskilde indikerer, at en fortsat udvidelse af vejnettet ikke er løsningen på bilernes trængselsproblemer. Skal der gøres en indsats for at afhjælpe trængslen, må det være på andre områder.

For eksempel er vejen mellem Roskilde (hvorfra avisen rapporterede om kø) og Holbæk i løbet af de sidste 100 år udbygget fra grusvej til motorvej. Men jernbanen mellem de samme byer har på det meste af strækningen kun ét spor, og sådan har det været siden den åbnede i 1870'erne. Der er derfor ikke plads til ret mange flere tog end for over 100 år siden, og banen kan derfor ikke aflaste vejnettet. Der har ellers i årevis været snak frem og tilbage om anlæg af et ekstra spor på den tæt trafikerede bane, men det er aldrig kommet længere end til projektstadiet. Med andre ord: hvis der skal investeres i trafikanlæg nu, er det på tide at gøre det til andet end biler!

Vejudbygning gavner kun biltrafikken

Åbningen af et stykke motorvej betyder kun, at bilisterne kan komme hurtigere hen og holde i kø et andet sted - som for eksempel Østre Ringvej i Roskilde. Udvidelse af en vejs kapacitet tilskynder til mere bilkørsel, hvilket medfører trafikpropper andre steder. Samtidig fjerner den øgede bilkørsel grundlaget for offentlig trafik, der med færre passagerer og færre indtægter i forvejen er inde i en negativ spiral. Derimod ville for eksempel anlæg af endnu et spor – i dette eksempel mellem Holbæk og Roskilde – gavne såvel tog- og buspassagerer som bilister. Hyppige afgange og gode forbindelser kunne lokke bilister over i togene, så biltrafikken ville falde, trafikpropper undgås og behovet for en vejudvidelse mindskes.

Til orientering vedhæftes lidt information, så grundlaget for næste omtale af landets trafikproblemer kan blive andet end kun udtalelser fra dem, der sidder bag et rat i en bil der holder stille - og ikke helt har forstået den overordnede grund til at de gør det...

Med venlig hilsen

Thomas Tjørnehøj
Best.medl. "Jyder Mod Overflødige Motorveje"
Emborgvej 109
8660 Skanderborg