Psykopati og motorveje

Er vi rablende sindssyge, os som sidder i træet for at protestere imod motorvejen?

Af Julie Albeck - maj 2002
 
Ja helt normale er vi da i hvert fald ikke - når man definerer normalitet som det flertallet i en kultur gør. For så ville der jo sidde mange flere derude... og der ville ikke engang være en historie i det. Nej vi er nok i hvert fald lidt »usædvanlige« - og ikke så lidt provokerende, vil nogen mene.
Vi irriterer dem, som glæder sig til at komme ud og køre stærkt på motorvejen noget så grusomt. De, som har så utrolig travlt, og som næ-sten ikke kan udholde at overholde fartgrænser. De, som får afløb for deres behov for fart og spænding ved at brænde Co2 af uden tanke for, hvad denne trang påfører miljøet, klimaet og ikke mindst vore efterkommere af problemer. Fremtiden? Global opvarmning? Så langt kan de virkelig ikke tænke, for de skal frem, og det skal være lige nu. Ja og måske skal de besøge noget familie eller på arbejde uden for byen, så de har altså nærmest krav på at der bliver bygget en motorvej i præcis den retning, de skal. Ja, er det ikke en menneskeret at have motorveje til døren? Og at komme frem så hurtigt som muligt? Hvem kan tolerere at transport tager tid i vore dage?

Ren galskab

Hele denne hedonistiske og stressede livsstil har en høj pris. Både for den enkelte som vænner sig til at køre - og leve - i en forskruet tempo, og for naturen, miljøet, de dyr, der bliver slagtet langs vejene og de trafikofre, som det opskruede tempo også er skyld i. At tilsidesætte alle disse problemer for sin egen egoistiske trang til at komme hurtigt frem og køre stærkere og stærkere udtrykker en kynisk ligegyldighed, som er en psykopat værdig. Psykopater er netop kendetegnede ved kynisk ligegyldighed overfor andres liv og lemmer, trang til sansestimulation og lav tolerance overfor frustrationer.
Motorvejsbyggeri og »fartbølleri«/drengerøvsmentalitet udmønter sig i en aggressiv og destruktiv adfærd, som vore efterkommere næppe vil betegne som mentalt sund. Intelligent er det slet ikke.
Ingen andre arter ødelægger med overlæg deres egne livsmuligheder sådan som mennesket gør. Man kan hverken leve af 'sparet tid' eller økonomisk vækst. Den natur vi massakrerer og det klima vi ødelægger, kan vi aldrig købe tilbage uanset hvor meget den økonomiske vækstkurve så stiger. Det er tilsyneladende en kollektiv fortrængning. Og det er ren galskab.