foto: JMOM

Det gyldne dæk

Jyderne overrækker ny trafikpris til trafikminister Flemming Hansen.

Pressemeddelelse fra JMOM den 4. november 2002


Mandag den 4. november 2002 foretager trafikminister Flemming Hansen den ceremonielle åbning af en stump af den overflødige motorvej mellem Herning og Århus – nemlig Herning-Bording stykket.  
- Det er en umådelig stor glæde at kunne meddele, at trafikminister Flemming Hansen er modtager af trafikprisen Det gyldne Bildæk, som er indstiftet af Jyder Mod Overflødige Motorveje. Prisen består af et forgyldt bildæk og uddeles til en person der, besidder et enestående trafikpolitisk visionært vovemod – uden smålig skelen til trafikpolitiske fakta. Priskomiteen var ikke i tvivl: Flemming Hansen fortjener prisen!
 
- Derfor vil vi benytte lejligheden til gøre motorvejsindvielsen endnu mere festlig ved netop at bruge denne dag til prisoverrækkelsen, udtaler Frans Mattesen fra priskomiteen:
 
- Flemming Hansen har godt nok haft en lidt famlende ministerstart, men han har vist at han besidder en stor evne til at tillære de kringlede grundsætninger i dansk trafikpolitik. Stor var vores glæde da vi erfarede at trafikministeren agtede at gi' priserne i den offentlige transport et solidt hak opad, med den begrundelse at der er for få der benytter den. For en udenforstående kan det virke som et ulogisk ræsonnement, men for trafikpolitisk interesserede er det et udsagn af stor skønhed. At trafikministeren samtidig, med stor ildhu, ønsker at inddrage DSB's overskud, og bruge de penge brugerne har betalt, til andre formål – måske endda mere asfalt, viser os blot, at her handler en mand af format.
 
- Vi kan derfor forvente endnu mere dybt overflødig jysk motorvej. Og det mener vi er prisværdigt …

På vegne af pris-komiteen
Frans Mattesen