foto: JMOM

Jyderne lukker Vejdirektoratet

Vejdirektoratets motorvejskontor i Skanderborg blev lukket med et udsmykket kæmpetæppe den 11. juni 2001. JMOM kræver, at Vejdirektoratet erstattes af et direktorat for bæredygtig trafik.

Jyder Mod Overflødige Motorvejes male-aktion på en bro udenfor Herning udløste en større erstatning til Vejdirektoratet - og de penge skulle selvfølgelig afleveres. Men den bedrøvelige anledning skulle også bruges til endnu en aktion mod tilplastringen af Danmark med motorveje.

Vi lukker Vejdirektoratet - vi har veje nok!

Pressemeddelelse fra Jyder Mod Overflødige Motorveje - 11/5-2001

Den 23. april blev tolv medlemmer af Jyder Mod Overflødige Motorveje af landsretten dømt til at betale Vejdirektoratet 56.200 kr. i erstatning for udsmykningen af en motorvejsbro. Denne erstatning vil blive betalt ved en aktion mandag den 11. juni klokken 7:30.
Samtidig lukker vi Vejdirektoratets motorvejskontor ved at hænge et udsmykket kæmpetæppe ned foran administrationsbygningen, Thomas Helsteds Vej 11 i Skanderborg.
Kæmpetæppets budskab er "Lukket - Vi har veje nok!".
Vejdirektoratet fungerer som en stat i staten, der helt isoleret fra miljødebatten arbejder på at asfaltere større og større områder med nye motorveje og motortrafikveje. Vejdirektoratet satser ensidigt på mere biltrafik og dermed på mere luft- og støjforurening.
Vi kræver derfor, at Vejdirektoratet bliver lukket og erstattet af et direktorat for bæredygtig trafik, der i langt højere grad tager hensyn til miljø og mennesker i trafikplanlægningen.
Vi kræver derfor, at Vejdirektoratet bliver lukket og erstattet af et direktoratet for bæredygtig trafik, der i langt højere grad tager hensyn til miljø og mennesker i trafikplanlægningen.
De 550 ansatte i Vejdirektoratet skal omskoles og lære at tænke i bæredygtige trafikløsninger.
Sandheden er, at vi har veje nok i Danmark - over 50 års asfaltering af landet må slutte nu.
Vi skal derfor opfordre Vejdirektoratet til at bruge de 56.200 kroner til at hjælpe de østater i det indiske ocean, der i dag må bygge diger for at bekæmpe faren fra de stigende vandmasser.
Vandmasserne stiger som følge af de dramatiske klimaforandringer, der er resultatet af den stigende C02-forurening blandt andet fra trafikken.
 
Jyder Mod Overflødige Motorveje

  

Aktivister kravlede den 11. juni 2001 tidligt om morgenen op på taget af Vejdirektoratets bygning i Skanderborg, og dækkede indgangen med et banner. Teksten lød "Lukket - Vi har veje nok!". Politiet blev ringet op og beroliget med, at aktivisterne pænt ville forlade bygningen med banneret, så snart checken var afleveret.

Vejdirektoratets chefer var ikke for glade for besøget - eller for kravet om, at de skulle omdøbes til "Direktoratet for bæredygtig trafik". Jydernes besøg blev omhyggeligt dækket af den lokale verdenspresse, men det var svært at finde en chef, der ville modtage checken med de mange penge.  

Jyderne udfyldte den store check, der skulle afleveres til Vejdirektoratet. Traditionen tro blev der stillet kaffebord op, hvor aktivisterne, Vejdirektoratets folk og andre fremmødte kunne få varmen. Mens Jyderne ventede på at få foretræde hos cheferne, fik også aktivisterne på taget kaffe og rundstykker ved hjælp af spand og snor.  
 
Endelig ville Vejdirektoratet modtage checken på 56.200 kroner. De nøjeregnende folk brokkede sig over beløbet, som de mente skulle have været 249 kroner større - men ringede dog senere og undskyldte, da det var Jyderne, der havde regnet rigtigt.  
 
Jydernes nye totemdyr er en grævling, som der hvert år dræbes 3.600 af i trafikken. Grævlingen er kendt for sin stædighed - når den har bidt sig fast, giver den ikke slip igen. I gamle dage blev grævlingen også kaldt for en brok - så billedet af kunstneren Fin H. Hansen hedder "Brok over vej".