Motorvej til mareridtet

Stop motorvejs-byggeriet for børnenes skyld.

Af Mikael Witte

Om alt så stod stille - og sådan husker jeg øjeblikke i min barndom, når vi var på søndagsbesøg i Sommersted - så ville tiden dog fortsætte. Græsset ville gro og en flue opsuge sukkerkrystaller på dugen. Udviklingen kunne ikke standses, og i næste øjeblik ville jeg kunne have tænkt over fluens facetslebne øjne, græsset der groede og tiden der var gået. Alt kunne altså alligevel ikke have stået stille.
Senere samme søndag eftermiddag i midten af halvtredserne kunne landsbyens første mejetærsker køre larmende forbi vinduerne. Som barnegæst ville jeg storme ud for at følge dette gigantiske monstrum, hvor manden fra toppen styrede det hele.
Og når jeg vendte tilbage til stuen for at berette, så talte de voksne allerede om at den havde lettet høstarbejdet, som selvbinderen tidligere havde været et gevaldigt spring frem, når de tænkte på de mange karle med leer og piger med river. Og vores vært, onkel Claus, ville med Manne-cerutten i munden, leende sige noget om udviklingen. Det næste var, at de blev færdige med høstarbejdet, før de fik begyndt!
Han havde været byens karetmager, men sådan en mejetærsker, den var jo noget helt andet! Sit karetmagerværksted havde han lukket, så ham skulle de ikke komme til. Så ville tante Tinne sige, at tænke sig, at sådan en krabat skulle komme til Sommersted! Det havde hun da aldrig tænkt.
For mig var mejetærskeren et fantastikum. Jeg forstod, at den gjorde arbejdet, forstod at ingen længere ville få ondt i kroppen, når negene skulle sættes i skok. Og så troede jeg, at når arbejdet kunne gøres hurtigere, så blev man hurtigere færdig, så man kunne holde længere fri.

Udviklingen skulle lette arbejdet for menneskene - troede jeg dengang.
Men udviklingen medførte ikke ny teknik af hensyn til arbejdernes rygge, arme og hænder. Ny teknik blev indført af hensyn til konkurrenceevnen, og den blev indført på trods af almenvellet, samfundet, fællesskabet.
Og i bil kan vi hurtigt komme fra et sted til et andet, vi kan spare tid.
Og tid er penge, det har vi lært. Derved opstår et trafikspring, vi kører mere, fordi nu kan vi køre og så skal vi køre. Og vi kører, forureningen øges, vi stresser mere og får tilsvarende mere travlt og mindre tid.
Statistikere kan beregne værdien af biltransport, økonomiske vismænd kan konkludere
at der er sket en stigning i nationalbruttoproduktet, og ministre kan glæde sig. Men ødelæggelsen af luften, jorden og vandet, af byer og land, af arbejdsglæde og familieliv, af vores alles sundhed og velvære regnes ikke med. Først i det øjeblik der skal bygges yderligere veje til bilerne, luft-, jord- og vand-rensningsanlæg, sommerhuse fordi byerne er blevet ulidelige at bo i, så regnes følgeudgifterne ved bilismen med som en vækst i nationalbruttoproduktet.
Således kan økonomer med deres politiske økonomi sløre at udviklingen bygger på destruktivkræfter.
Fremtidsforskere har for længe siden erklæret at fremtidens samfund bliver et følelsessamfund , hvor kvindelige værdier og kvaliteter slår igennem.
Hidtil har den teknologiske udvikling været præget af små og store drenges opfinderånd, men nu træder kvindelige ingeniører frem og taler om hjerternes teknologi'. Jeg tror ikke på fremtidsforskernes mekanistiske periodisering.

Bertrand Bourgeat fra Danmarks Tekniske Universitet har i en afhandling om teknologisk udvikling beskrevet, hvordan teknologi og samfund er vævet sammen i et sømløst klæde af aktører, materiel, økonomi, politik og kultur m. fl. Han har beskrevet udviklingen af det elektroniske borgerkort, som man i begyndelsen af halvfemserne troede var fremtiden.
Dengang troede man at det var udviklingen. Og da man ikke kan hindre udviklingen, så måtte det jo komme. Men i dag er det elektroniske borgerkort taget af bordet, fordi aktørerne - den indenrigsministerielle kontorchef Jerlach og dele af offentligheden - stødte voldsomt sammen.
Registersamfundet blev bremset.
At Danmark fik en centralistisk elforsyning i begyndelsen af vores århundrede, og at Danmark ikke fik atomkraft i slutningen af århundredet, det virker indlysende i dag, når vi ser tilbage på historien. Men dengang, da man stod midt i udviklingens korsveje, da var det ikke givet hvilken vej udviklingen ville vælge.
Det, vi kalder udviklingen, er altså i høj grad en beskrivelse af en række historiske begivenheder, der kædes sammen. Men deri ligger ingen forudbestemmelse. Vi lever i et samfund, der er skabt af mennesker og som i hvert splitsekund kan ændres af mennesker. Selvom udviklingen altså aldrig kan standses, så er det op til os mennesker at styre den. Vi kan lade den tjene menneskenes eller markedets interesser - men det er netop op til os, menneskene.

Her fra mit skrivebord kan jeg nøje følge bilerne på motorvej e 45. Jeg kan se, hvordan trafikanterne haster afsted på en del af strækningen fra Skagen til Sicilien. Sommetider kører jeg der selv.
Om kort tid starter gravearbejdet til en ny motorvej, der skal forbinde Århus med Herning. Dette ingeniørværk skal støde vinkelret på nævnte e 45, og den kommer til at ligge lige nord for vores hus! Mod denne motorvej kæmper 'Jyder Mod Overflødige Motorveje'. enhver modstander af overflødige motorveje kan melde sig ind, og man behøver ikke være jyde.
For borgmestrene i Århus i Herning forekommer den kommende motorvej ikke at være overflødig. Den vækker stolthed i et borgmesterbryst, og anlæggelsen af motorveje er resultat af omfattende lobbyarbejde. For hver meter motorvej øst for Storebælt, skal der også asfalteres et stykke vest for bæltet. Og mange trafikanter glæder sig over den sparede kørselstid: 13 minutter kan man spare - alt iberegnet!
Trafikken på den planlagte motorvej er lokal, og de færreste kommer derfor til at køre hele vejen. Med fordel kunne teknikerne derfor have foreslået en udvidelse af den eksisterende hovedvej 15 med en ekstra vejbane. Den slags er langt billigere, og den ville ikke skabe det voldsomme trafikspring som motorvejen vil.
Teknikerne kunne også have undersøgt mulighederne for togdrift. Jernbaner skaber varig beskæftigelse, det gør motorveje ikke.

'Jyder Mod Overflødige Motorveje' har truet med civil ulydighed overfor motorvejsbyggeriet.

Når vi får stoppet det og får etableret en mere menneskevenlig løsning, så vil vores børn og børnebørn tale om udviklingen, og synes at det var det indlysende skridt i retning af det humane ligevægtssamfund, som de vil kunne leve i.