Der findes en klogere vej – end motorveje!!!

Af Chr. Juhl den 14. juni 2000

2 uger
40 kvinder og mænd - børn og gamle
tidligt op – før betjentene og byggefolkene

2 uger har vi skubbet deres planer
- uden vold
- uden konfrontationer
- civile ulydige
- stærkere sammenhold
- rigere af de nye diskussioner og erfaringer

Samlet i gang
samlet en pause
samlet igen
– når maskinerne gør klar til den næste bro

Bedre forberedt til næste livtag
Med en tåbelig trafikpolitik
hvor overflødige motorveje tæller mere
end nyttige nærbaner og kollektiv trafik

Næste gang endnu flere
og endnu flere
og til sidst så mange
at den overflødige er stoppet
en gang for alle

I fagforeningen har vi i mere end 100 år
lavet fysiske blokader
ofte snedige og morsomme
ofte med succes

Nogle gange med konfrontation og politihunde
uden stor succes og opbakning

For 20 år siden var fysiske blokader lovlige
faglige kampskridt – udfra princippet:
hvis vi alene i kraft af vores antal
I kraft af opbakningen – solidariteten
kunne forhindre trafikken
ud og ind af virksomheden
var det lovligt
Så fik vi blokadecirkulæret
vedtaget under en socialdemokratisk regering
- den fysiske blokade blev kriminaliseret

Kære Jyder Mod Overflødige Motorveje
I har genoptaget en gammel tradition
og brugt den civile ulydighed med kløgt
Den skal vi udvikle – denne gang mod motorvejene
- og hvem ved
næste gang måske i en faglig konflikt

Hvad står vi her egentlig for
40 mennesker - på skift
i 2 uger foran en byggeplads
hvor en å skal tilbage i det oprindelige løb ??
Ingen tvivl – dette projekt alene pynter.

Men -
Forestil jer
den 110 meter lange bro
der er planlagt til at gå henover
hvor vi står lige nu

Forestil jer de mange tons jern og beton
de mange lastbilfulde at asfalt
der skal køres til
hvis planen skal føres ud i livet

Tænk på de mange nye biler, der kan køre
og forurene
Hver med en person ved rattet
- som regel en mand
på vej til arbejde eller hjem igen

De fleste kunne mageligt sidde
i nærbanen og nyde udsigten,
læse en bog eller en avis
eller en kop kaffe
Og nyde tanken om
at transporten tager hensyn til
miljøet og sikkerheden
Nyde at skinnerne baner vejen
for vore børn og deres børns muligheder

Men vennerne i fagforeningen siger:
Motorvej giver SIDs medlemmer
nye arbejdspladser
bedre arbejdsforhold
– i hvert fald for chaufførerne
der slipper for køerne og morgentrafikken
så de kan nå at køre endnu flere kilometer
på en arbejdsdag.

Motorvej og store broer giver
mange arbejdspladser
mens de bliver bygget
- i hvert fald til bygge-folkene

Til det er der at sige:
nærbaner og kollektiv trafik
giver også mange arbejdspladser
Både når der skal bygges
og når der skal transporteres
Vel sagtens endnu flere
end motorvejene !!!

Jeg drømmer ikke om grusvejene og hestevognene
og Morten Kochs landsby-romantik
- tværtimod

Jeg drømmer om en trafikpolitik
hvor godset igen er på skinner
på de mange kilometer jernbane
Der om natten ligger og venter
på de lange vogntog
trukket af store miljøvenlige lokomotiver
Hvor passagererne nyder turen gennem landskabet
og genoplever H C Andersens ord
At rejse er at leve
I toget med god service og personale med ordentlige arbejdsforhold

Og hvor der på vejene er plads til de biler
der skal frem
- ambulancerne
- postbilerne
- lastvognene til nærgodset
- og folk på vej til arbejde
- i delebiler eller i det mindste flere i hver bil

Jeg drømmer om dagene
hvor vi har lidt mere tid
lidt mindre stress
og tænker lidt mere over
hvor vi vil hen

Hvis vi fortsætter
som vi har begyndt
sammen med endnu flere
har de første 2 uger ikke været forgæves
men tværtimod starten på den drøm

Med Carl Scharnbergs ord:
Det nye sker, når du, der er tiltænkt tilskuerens rolle
begynder at blande sig.

Det har vi sammen vist.

Men?.
Der er stadig mange, der er tiltænkt tilskuerens rolle
- og som er blevet i tilskuerens rolle
Sammen med dem kan vi få endnu mere til at ske.

Det handler vores næste skridt om.