Folkets kamp……

Læserbrev i Midtjyllands Avis og Aarhus Stifttidende

I Lading og omegn langs A26 har der de sidste par år været stor opstandelse af folk i 2 grupperinger, fordi alle kæmper for ikke at få en motorvej ”i egen baghave”. En tilsvarende situation fandt sted i Silkeborg-området for 10-15 år siden, og det har også foregået andre steder i landet – aktuelt også i Ålborg-området, hvor der påtænkes anlæggelse af en motorvej over øen Egholm. På et tidspunkt vil det muligvis også ske i det midtjyske, hvor stærke kræfter arbejder for, at der skal anlægges en motorvej langs den jyske højderyg (Hærvejen). Det er meget forståeligt, at der kæmpes ”med næb og klør”. Alle ved udmærket, at det vil blive en pestilens at bo nær en motorvej – man bliver generet af bilstøj døgnet rundt, der sker voldsom naturødelæggelse i området, mange små veje lukkes, og det bliver umuligt at sælge sin ejendom, selvom den falder drastisk i pris.

JMOM satser på foretræde for Folketingets Transportudvalg

Hvorfor mon der aldrig rejses en folkelig debat OM der skal anlægges en motorvej eller ej. Den del af beslutningsprocessen foregår åbenbart ved ren lobbyisme. Det får for almenfolket karakter af, at vedtagelsen af en motorvej kan ligestilles med et naturfænomen som skybrud el.lign. – der er intet at gøre ved det, og hver især må forsøge at tage sine egne forbehold. Der burde være en åben demokratisk debat om, hvordan et trafikalt problem løses. Reelt handler problemet om, at der kan være en vis trafikal tæthed 2 x 2 timer på ugens 5 hverdage. Dette kan løses på anden vis end motorveje – f.eks. udvidelse/anlæggelse af lokal banetransport eller anlæggelse af omfartsveje udenom småbyer.
Og hvorfor mon de store medier (TV) er så tilbageholdende med at sætte fokus på beslutningsprocessen omkring motorveje? Tænk hvis dygtige journalister gik i gang med at researche og analysere på dette, som et nationalt anliggende, hvilket det reelt er.

Men måske er medierne selv en del af lobbyismen?

Eller er åstedet for langt væk fra Valby Bakke og betragtes som et lokalt anliggende?
Hvornår rejser der sig mon en folkelig debat om landets trafikudvikling i form af motorveje, der har så fatale konsekvenser for mennesker og natur.

Vi har motorveje nok!


Ellen Odgaard
Jyder Mod Overflødige Motorveje
Vadestedet 1
8680 Ry

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *