Synes du at din naturoplevelse langs Hærvejen skal se sådan ud?

Nej, vel?

I Funder Ådal er det allerede for sent. Her står der en enorm motorvejsbro. Men det er ikke nok: der er også planer om at anlægge en motorvej langs med Hærvejen gennem Jylland. Som du kan se i Funder Ådal ødelægger en motorvej natur og dyreliv – og naturoplevelsen for de tusindvis af cyklister og vandrere, der hvert år færdes på den gamle hærvej. Og en motorvej vil koste mange milliarder kroner.

Men heldigvis er motorvejen ikke nødvendig. Det er derimod nødvendigt med fornuftige alternativer, så vi kan transportere os selv og vores varer på andre måder end på gummihjul og asfalt, også uden for de største byområder. Det er man godt klar over lige uden for Danmarks grænser, i “Udkants-Tyskland” og “Udkants-Sverige”.

Vidste du for eksempel, at regionaltogssystemerne både i Sydsverige og Nordtyskland er bedre end i Øst- og Midtjylland, og at de fortsat udbygges? At der kun kører to godstog til og fra Århus – pr. uge? Og at vi i Danmark anlægger motorveje på strækninger med langt færre biler end man gør i Sverige og i Tyskland?

Jyder mod overflødige motorveje ønsker ikke at sætte udviklingen i stå. Men vi bryder os heller ikke om at kortsigtede erhvervsinteresser volder stor skade på naturområder, at det bliver stadigt sværere og dyrere at komme rundt i landet med tog og bus, og at Danmark ikke når den målsætning for CO2- udledning, som vi faktisk har forpligtet os til. Hvis du er enig, så send et postkort til transportministeren. Hvis du er interesseret, så kig på www.jmom.dk, hvor du også kan deltage i en underskriftindsamling mod motorvejen. Og hvis du vil i kontakt med os, så skriv til jmom@jmom.dk.

Udgivet som pdf.